CERN

Hej Malte 
Jeg har læst meget om CERN og LHC. Jeg synes, at det er et stort projekt, og i sidste måneder har jeg tænkt meget over omkostningerne. Hvor mange penge bruger Danmark på CERN pro anno?

Mange venlige hilsner 
A Aa

The European Organization for Nuclear Research (Fransk: Organisation Européenne pour la Recherche Nucléaire), kendt som CERN

Medlemslandene betaler et årligt bidrag beregnet på grundlag af landets nettonationalprodukt. I 2009 betaler Danmark ca. 95 mio.kr. svarende til 1,76 % af CERNs samlede budget på ca. 5,4 mia. kr. I forhold til forskningsministeriets totalbudget er det ca. ½ %.  Der er fastansat ca. 2600 personer (fysikere, ingeniører, kontorfolk, metalarbejdere osv.), det anvendes af ca. 7 931 forskere og ingeniører (som repræsenterer 580 universiteter og forskningsinstitutioner og 80 nationaliteter).

På CERN opererer en samling af 6 partikelacceleratorer (herunder LHC), , en mængde detektorer og hjælpeapparater, samt et meget stort computercenter (GRID) til databehandling og sortering af resultater til eksperimenterne (på visse tidspunkter hundredevis af eksperimenter pr. sek., hver på omkring ½ GB). Det var i øvrigt på CERN, at World Wide Web, som er brugt til såvel dette svar som spørgsmålet, blev opfundet. Formålet var kommunikation imellem forskerne. Det er i dag suverænt den accelerator i verden, som kan yde den højeste energi.

Oprindeligt deltog 12 medlemslande herunder Danmark, men siden er yderligere 8 lande kommet med. Organisationen er placeret på grænsen mellem Frankrig og Schweiz.

Den omfatter i dag 20 europæiske lande:

Belgien, Bulgarien, Danmark, Finland, Frankrig, Grækenland, Holland, Italien, Norge, Polen, Portugal, Schweiz, Slovakiet, Storbrittanien, Spanien, Sverige, Tjekkiet, Tyskland, Ungarn og Østrig.

Udover medlemslandene deltager:

U.S.A. Rusland, Japan, Canada, Indien, Tyrkiet, Brasilien, Rumænien, Australien og Israel i CERNs eksperimenter (og betaler til det), desuden indgår EU og Unesco som observatører.

Princippet er, at deltagerne kan foreslå eksperimenter, en videnskabelig komite udvælger så de bedste projekter. Udstyret laves så ved udbud i medlemslandene (og betales af fællesskabet) eller på CERN. Vi har også produceret større apparatdele til CERN her i landet. Vi har fået godkendt forslag svarende til en langt større procent af budgettet, end vores bidrag svarer til (det er kun et spørgsmål om at have gode ideer). Dansk industri har produceret dele, og vi har servicekontrakter på visse områder.

Aktuelt har vi en del forskere der beskæftiger sig med teori eller en af de mange acceleratorer og detektorsystemer:

Århus Universitet 

7 professorer eller lektorer  2 postdoc. 16 PhD studerende + et antal studenter

Københavns Universitet 

20 professorer eller lektorer  4 adjunkter 16 postdoc. 20 PhD studerende + et antal studenter

Syddansk Universitet

6 professorer eller lektorer  2 adjunkter 4 postdoc. 2 PhD studerende + et antal studenter

I alt i Danmark

33 professorer eller lektorer  6 adjunkter 22 postdoc. 40 PhD studerende + et antal studenter

Tidligere havde man lokalt i landene acceleratorer med lavere energier som cyklotroner, van der graafer etc. Igennem en årrække blev der forsket alt, hvad der kunne forskes, på disse apparater. Skal man så videre må man bygge nye større apparater, men midt i forrige århundrede var det ved at blive så bekosteligt, at kun få lande havde råd, og det var knapt nok. Derfor gav man sig til at arbejde sammen, købe tid på hinandens apparater osv., og et resultat var CERN (1954).

Der er mange andre tilsvarende centre indenfor naturvidenskabelig forskning. Der er samarbejde i form af ESA European Space Agency (og ESRO) om rumforskning, ESO European Southern Observatory, som har en række kæmpekikkerter i Chile og mange andre.

Endeligt har EU en række laboratorier og apparaturcenter (JRC Joint Research Centre) som forskerne i EU kan anvende (også danske) og EU støtter nye centre. F.eks. ESRF (European Synchrotron Radiation Facility) i Grenoble, og det kommende EES European Spallation Source, hvor apparatet skal stå i Lund (S) og computercentret i København.

Her er kun nævnt en lille del af samarbejdsfladerne, som dækker overalt i naturvidenskaben, der er stort set kun nævnt de, der anvendes af fysikere. De er en nødvendighed i dag at samarbejde, fordi de enkelte lande ikke kan klare at bygge og drive de meget store videnskabelige apparater, hverken økonomisk eller uddannelses- og mandskabsmæssigt. Naturligvis er der stadig masser af eksperimentel forskning i Danmark, forskning med mindre apparaturer som er overkommelige (lavtemperaturfysik, nanofysik, biofysik, LASER-fysik osv.).

 Billede af en del af computercentret, fra CERNs hjemmesider

Med venlig hilsen
Malte Olsen