Mars kan have flydende vand

Mars-sonden Curiosity landede i august 2012 på Mars i det store krater, Gale, der ligger lige syd for ækvator. Det kæmpestore krater er 154 kilometer i diameter og kraterets sider er næsten 5 kilometer høje. Midt i krateret ligger bjerget, Mount Sharp. I mere end 2½ år har Curiosity nu kørt cirka 10 km fra landingsstedet i retning mod Mount Sharp og lavet en masse undersøgelser undervejs.

”Vi har fundet stoffet calcium perklorat i jorden, og under de rette betingelser opsuger det vanddamp fra atmosfæren. Vores målinger med Curiosity-roverens vejrmålestation viser, at de betingelser findes om natten og lige efter solopgang om vinteren. Baseret på målinger af luftfugtigheden og af temperaturen i 1,6 meters højde og ved jordoverfladen kan vi vurdere mængden af vand, der opsuges. Når natten falder på, kondenseres noget af atmosfæres vanddamp på jordoverfladen som rimfrost, men calcium perklorat er kraftigt vandsugende og bliver en saltlage, så frysepunktet nedsættes, og rimfrosten kan blive flydende. Jorden er porøs, så det vi ser, er, at vandet siver ned gennem jorden. Med tiden opløses også andre salte i jorden, og da de nu er flydende, kan de flytte sig og udfældes andre steder under overfladen”, fortæller Morten Bo Madsen, lektor og leder af Mars-gruppen på Niels Bohr Institutet ved Københavns Universitet.

Flodleje og kæmpe sø

Observationer med Mars-sondens stereokamera har tidligere vist områder med karakter af gammelt flodleje med afrundede sten, der tydeligt viser, at der for længe siden har været flydende, strømmende vand med en dybde på op til en meter. Nu viser de nye nærbilleder, som er taget med roveren hele den lange vej undervejs mod Mount Sharp, at der så godt som overalt findes flader af sedimentære aflejringer, der ligger som ’plader’ ovenover hinanden og hælder en smule ind imod Mount Sharp.

”Den form for aflejringer dannes, når der strømmer store mængder vand ned ad skråningerne i krateret, og disse vandstrømme møder stillestående vand i form af en sø. Når strømmen møder overfladen, falder det faste materiale, som strømmen medbringer, ned og aflejres ved søbredden. Efterhånden opbygges en svagt hældende skrænt umiddelbart under vandoverfladen, og det er spor af disse skrå aflejringer, der er funder under hele turen mod Mount Sharp. Helt nede i bunden af krateret er der aflejret meget finkornede sedimenter, som langsomt er faldet ned gennem vandet. Sediment-pladerne på bunden ligger vandret, så alt tyder på, at hele Gale-krateret kan have været en stor sø”, fortæller Morten Bo Madsen.

Han forklarer, at for cirka 4,5 milliarder år siden har Mars haft 6½ gang så meget vand som nu og en tykkere atmosfære. Men det meste at dette vand er forsvundet ud i rummet, og forklaringen er, at Mars ikke længere har globale magnetfelter, som vi har på Jorden.

Magnetfelterne dannes af strømninger af flydende jern i Jordens indre, og de virker som et skjold, der beskytter os mod kosmisk stråling. Magnetfeltet giver Jordens atmosfære en beskyttelse mod nedbrydning fra energirige partikler fra Solen. Men på Mars har man ikke længere et globalt magnetfelt, og det betyder, at atmosfæren ikke er beskyttet mod stråling fra Solen, så solpartiklerne (protoner) ’skyder’ simpelthen atmosfæren ud i rummet lidt efter lidt.

Selvom der nu er fundet flydende vand, er der dog næppe mulighed for at finde liv på Mars – der er for tørt, for koldt og den kosmiske stråling er så kraftig, at den trænger mindst en meter ned i overfladen og slår alt liv ihjel – i hvert fald liv, som vi kender på Jorden.

Emner