Majorana blev født 5. august 1906 i Catania på Sicilien. Det stod hurtigt klart, at han havde endog ekstraordinært gode evner inden for matematik, og han begyndte som blot 17-årig at studere til ingeniør.
Efter nogle år skiftede han til fysikstudiet, og han afsluttede sine fysikstudier i 1929 ved Roms Universitet La Sapienza.
Her blev Majorana efterfølgende medlem af en gruppe unge fysikere, der arbejdede under ledelse af Enrico Fermi – de såkaldte ’Via Panisperna Drenge’, opkaldt efter den gade i Rom, hvor La Sapienzas fysiske institut lå.
 
Fermi, der fik Nobelprisen i fysik i 1938, emigrerede til USA inden Anden Verdenskrigs udbrud og blev en af de centrale forskere bag the Manhattan Project, der både skaffede ny viden om udnyttelse af kernekraft og førte til udvikling af atombomben.
Majorana var kendt som noget egenartet, og bestemt ikke som klassisk selvpromoverende. Hertil kom, at hans skriftlige produktion var beskeden, for gennem karrieren publicerede han kun ni videnskabelige artikler. Alligevel var der var ingen som helst tvivl om hans ekstraordinært store talent. ”For Majorana var”, sagde Fermi senere, ”et geni, på linje med Gallilei og Newton”.
 
I 1933 – året, hvor Hitler og nationalsocialisterne kom til magten i Tyskland – fik Majorana et legat. Han tog til Leipzig i Tyskland, hvor han blandt andet arbejdede sammen med Werner Heisenberg , og det blev også til et arbejdsrelateret  besøg hos Niels Bohr i København.
Da Ettore Majorana i efteråret 1933 vendte tilbage til Italien, var han både fysisk og psykisk kørt ned – og i en længere periode levede han tilbagetrukket og viste sig kun lejlighedsvis på universitetet i Rom.
Nogle år senere, i 1937, fik Majorana så en stilling som professor i teoretisk fysik ved Napolis Universitet, og her kom han til at virke i cirka et år – frem til 25. marts 1938, hvor han forsvandt på mystisk vis. Og der er mindst en håndfuld teorier om, hvad der skete:
Majorana skulle denne dag sejle fra Palermo på Sicilien til Napoli, og han synes forinden at have tømt sin bankkonto.
 
Han sendte 25. marts en note til sin ven og kollega Antonio Carelli, der var leder af Institut for Fysik ved Napolis Universitet. Heri skrev Majorana blandt andet, at han havde ”truffet en uundgåelig beslutning” – hvorpå han undskyldte det besvær, han forårsagede og tilføjede, at han ”indtil klokken 11 i aften, muligvis endnu længere”, ville tænke med varme på sine forskerkolleger ved instituttet.
 
Ettore Majoranas lig er aldrig blevet fundet, og foruden selvmord har det blandt andet været foreslået: at han blev kidnappet; at han blev dræbt; at han flyttede i kloster; at han valgte at leve som hjemløs – og at han tog flugten til Sydamerika, til Venezuela eller Argentina.
 
Der er skrevet meget om Majoranas forsvinden, og Roms anklagemyndighed har så sent som i 2015 beskæftiget sig med sagen. Konklusionen af denne undersøgelse er, at Majorana valgte at gå under jorden af egen fri vilje, og at han frem til et tidspunkt i perioden 1955-59 – muligvis endnu længere – var i live og boede i Valencia i Venezuela.
Denne konklusion bygger blandt andet på et udsagn fra et vidne, som hævdede at have mødt og talt med Majorana i årene efter Anden Verdenskrig – samt på analyser af et fotografi taget i 1955, hvor italiensk politi efter det oplyste kunne identificere ti punkter, der stemte overens med officielle fotografier af Ettore Majorana.
 
Teorien om partiklen, der også er sin egen anti-partikel – majorana-partiklen – fremsatte Ettore Majorana i 1937. (Kilde: Wikipedia).