Kan resonans anvendes til at ”tale med” kroppens celler

Celler deler sig hele tiden. Det gør de når kroppen vokser, og de gør det for at udbedre skader og i det hele taget forny kroppen. Det er en proces, der skal være kontrol over, for ukontrolleret celledeling betyder cancer. Det er i styringen af celledelingen, at proteinet P53 kommer ind.

P53 er et såkaldt dørvogter-protein. P53 sørger for at signalere hvad der skal ske med en celle, som fx har fået skader på DNAet. Det kan være, at skaden kan repareres og det kan også være, at cellen skal ”begå selvmord”, for det vil være meget uheldigt, hvis en celle med DNA skader deler sig, så skaden multipliceres og vokser i kroppen.

Derfor er proteinet P53 et centralt protein at se på, hvis man arbejder med cancer forebyggelse. Det er almindeligt antaget, at hvis P53 ikke fungerer som det skal, så har man langt større risiko for at udvikle kræft, end hvis proteinet arbejder som det skal. Cancerformer er utroligt forskellige, men det er fælles for mindst 50% af dem, at proteinet P53 har en fejlmutation, så mekanismen ikke virker.

Der er mange, mange gener at holde øje med – hvordan gør P53 dét?

P53 er en såkaldt transskriptionsfaktor – det betyder, at det stimulerer mellem 500 og 1000 gener – det er virkelig mange, ca. 5 % af hele menneskets genmasse. Forskerne stillede sig derfor spørgsmålet om, hvordan P53 ”vælger” hvilke gener, det skal stimulere? Med så mange gener at stimulere, må der nødvendigvis signaleres til enkelte ad gangen eller grupper af gener ad gangen.

Resonans som signal – og en heldig forbindelse til Harvard

Resonans er et fænomen, som findes overalt i naturen og det har været velkendt i længere tid, at hvis der er skader på DNAet, så begynder P53 at ”svinge” med en resonansperiode på 5 timer. Forskerne byggede dermed på deres teoretiske viden om resonans i genetiske netværk: Det er en grundlæggende karakteristik ved dem, at hvis de bringes i svingninger, så falder de tilbage i en ligevægtstilstand ved en særlig resonansfrekvens.

Nøjagtig dét eksperiment med at stimulere P53 med udefra kommende frekvenser, var faktisk blevet udført af Postdoc Alba Jimenez ved University of Harvard for 4 år siden – men ingen vidste rigtig hvad de skulle bruge dét resultat til: Sagen er, at hvis man stimulerer P53 med forskellige frekvenser, kommer der meget forskellige resultater ud af det. Stimulerer man P53 med dets egenfrekvens, kommer der et stærkt signal tilbage – der viser sig en stærkt forøget amplitude - og benytter man andre frekvenser er ”svaret” meget begrænset.

Der er altså tale om en helt grundlæggende fysik-viden, som lader til at kunne appliceres på biologisk-genetiske systemer.

Resonans lader til at kunne anvendes til at ”samtale” med biologiske systemer.

Vores store hypotese er altså, at når vi ved, at P53 svinger med en frekvens på 5 timer – altså dets naturlige resonansfrekvens – så håber vi, at vi på tværs af de mange hundrede gener, som P53 stimulerer, at kunne finde nogle nogle gennetværk, som responderer, fordi de har dén frekvens, mens andre ikke vil reagere på resonanssignalet”

Man åbner altså for dét meget centrale spørgsmål, om det måske er muligt at styrke kroppens egne systemer til selvhelbredelse? Hvis vi gerne vil opnå en særlig effekt i det genetiske system og vi kender de frekvenser, vi kan stimulere de rigtige gener med, kan vi så opnå fx helbredelse af forskellige typer skader – blot ved stimulere helt specifikt?

Det nærværende resultat viser ikke alle disse resultater, fx har resonans ikke endnu været påvist med en konkret påvirkning af genetisk-biologiske systemer – men forskerne har nu, med forskningen i dette grundlæggende fysiske fænomens kobling til biologiske systemer, vist vejen mod en helt ny måde at anskue og forske i feltet.

Link: https://www.cell.com/cell-systems/fulltext/S2405-4712(25)00347-3