Denne artikel viser, hvordan udstillingen af kunst på nationalgalleriet i Sydafrika blev diskuteret og redefineret på baggrund af krav om ligeværdig adgang: ikke alene til at besøge museer og kunstgallerier, men også til at blive respektfuldt repræsenteret på galleriernes vægge og inddraget i beslutningerne om, hvad der skal udstilles. Artiklen analyserer den kritik, som de tre hvide kuratorer bag udstillingen Our Lady (2016) blev mødt med fra en gruppe sydafrikanske samtidskunstnere og medlemmer af the Sex Workers Education and Advocacy Taskforce. Kritikken anfægtede kuratorernes legitimitet til at repræsentere Sydafrikas mangfoldighed af stemmer, protesterede imod behandlingen af ofre for kønsspecifik vold og kritiserede nationalgalleriets fortsatte ekskludering af subordinerede dele af befolkningen. Baseret på antropologisk feltarbejde foretaget på og omkring museet i perioden 2016-18 præsenterer artiklen de forskellige holdninger, der kom til udtryk i den offentlige debat, der omgav udstillingen, og viser, at museumsrummet fortsat styrker „følelsen af at høre til for nogle og følelsen af eksklusion for andre“ (Bourdieu et al. 1991:112): Kunstgalleriet er stadig et sted, hvor hvide, veluddannede stemmer lettest kommer til orde. Men protesterne mod nationalgalleriet i Cape Town var ikke desto mindre med til at udfordre og skabe debat i en grad, der fik institutionen til at gentænke sine formidlingspraksisser og inkorporere en mere mangfoldig skare af stemmer.