Gløden mellem stjernerne
En artikel i 1939 af Bengt Strömgren anses for et afgørende vendepunkt i vores viden om stoffet imellem stjernerne. Den er sågar blevet kaldt et 'astrofysikkens paradigmeskift.' Strömgren 'gav os' de såkaldte "Strömgren-sfærer", enorme, og smukke mængder af ioniseret brint.
i 1940.
Er der stof nok mellem stjernerne?
I Danmark blev Strömgren ekstraordinær professor som 30-årig i to år, indtil faderen Elis blev pensioneret og stillingen overdroges til sønnen i 1940.
Dengang var det en gængs opfattelse, at rummet mellem stjernerne var helt tomt, men lige før krigen udviklede Bengt Strömgren nu en slagkraftig teori for stoffet mellem stjernerne, det interstellare stof.
Resultaterne af Hans Bethes forskning i de sene 1930'ere havde haft alvorlige konsekvenser for astronomiens estimater af stjerners alder.
Levetiden for stjerner af cirka samme type som solen blev sat til cirka ti milliarder år, men samtidig var det klart, at en bestemt type stjerner, såkaldte hovedserie-stjerner, havde meget korte levetider på kun ti millioner år.
Det fik astronomerne til at slutte, at dannelse af stjerner må ske under betingelser, der minder om dem, vi observerer i naboområdet omkring vores galakse.
Et tvingende spørgsmål, som Bengt Strömgren stillede, var derfor: Er der nok mængder stof i rummet mellem stjernerne til at tillade den type stjernedannelse?
Dannelse af gaskugler
En stjerne dannes ved hjælp af tyngdekraften. Brint i rummet samler sig, og under stadig stærkere tyngdepåvirkning trækkes brinten sammen til en gaskugle mens temperaturen stiger kraftigt mod centrum. Hans Bethes kerneprocesser sættes i gang og stjernen stråler. Bengt Strömgren var klar over, at de i det interstellare rum var partikler, og at de blandt andet forårsagede absorption af stjernelys. Men de anslåede mængder var beskedne.
Orion-tågen M42. Et flot eksempel på en
Strömgren-Sfære omkring en meget varm
stjerne.
Han undersøgte derfor teoretisk, hvad der skete, når stjernelys ioniserede interstellare gasskyer. Han fandt frem til, at strålingen fra en bestemt stjernetype, de meget varme O-stjerner, spillede en meget vigtig rolle for de fysiske betingelser i tummet. I 1939 udgav han så artiklen, som senere blev en "klassiker" blandt astronomer. Den omhandlede interstellart stof, og kom til at tegne Strömgrens forskning helt frem til 1950'erne.
Strömgren Sfærerne blev født
Strömgren viste, at interstellart brint var ioniseret ud til bestemte afgrænsede afstande fra stjernerne. Altså en slags glødende skaller omkring de varme stjerner, som fx Orion-tågen. Skallerne blev senere kendt som Strömgren Sfærer (eller HII-regioner). Strömgrens analyse af skallernes størrelse satte nye grænser for hvor meget interstellart brint, der kunne eksistere i universet. Han tog endda den frihed at konludere, at siden hovedbestanddelen af stof i universet netop er brint, måtte den samlede mængde interstellart stof i hele universet være meget større end hidtil antaget, men i en usynlig og neutral form.