Metoden med radioaktive sporstoffer videreudvikles

I 1927 blev George de Hevesy udnævnt til professor i Freiburg am Breisgau, hvor han arbejdede indtil 1934, da han på grund af sin jødiske baggrund blev nødt til at forlade Det Tredje Rige.

Tilbage til København

Niels Bohr inviterede ham til København igen, hvor han opholdt sig og forskede de følgende næsten 10 år, i perioden 1935-1943.

Det var i løbet af hans ophold på Niels Bohrs institut, at Hevesy videreudviklede tracermetoden sammen med Ole Chievitz, August Krogh og selvfølgelig Niels Bohr.

På det tidspunkt var det blevet muligt at producerede radioaktive stoffer kunstigt i brugbare mængder, blandt andet fosfor-32, og det betød, at tracerprincippet kunne bruges meget bredere inden for biologien.

Uhyre primitive instrumenter

George de Hevesy fik desuden sin egen assistent, den unge, tyske, kvindelige fysiker Hilde Levi, der ligesom Hevesy var flygtet fra det nazistiske styre i Tyskland. Hilde Levi byggede geigertællere ud fra simple forstærkerprincipper og brugte Telefonhusets telesystem til at registre antallet af betapartikler.

Til at begynde med havde de en neutronkilde med en blanding af radongas og berylliumpulver, der kunne afgive meget små mængder af radioaktivitet. Senere kunne der produceres radioaktivt fosfor, ved at bombardere svovl med neutroner.

Der var tale om uhyre primitive instrumenter, og i dag er det imponerende at tænke på de revolutionerende opdagelser, den lille forskerskare gjorde.

Det er helt forunderligt, at de nåede så langt med udgangspunkt i de beskedne, eksperimentelle muligheder, der var til rådighed.

De første forsøg, hvor radioaktive indikatorer bliver brugt til fysiologiske eksperimenter, var et forsøg, hvor fosfor-32 bliver injiceret i rotter, og traceren efterfølgende optages i knoglesystemet.

Rotteforsøg viste knogler som organ

Artiklen blev publiceret i et ”letter to the editor”, et læserbrev i Nature. Det blev indsendt i september 1935 med Hevesy og Chievitz som forfattere.

Efter injektion i blodbanen kunne man med tælleopstillinger vise, at fosfor-32 blev optaget i knoglerne og udskilt igen.

Hevesys konklusion på studiet var, at knogledannelse er en dynamisk proces, hvor knoglen kontinuerligt optager fosforatomer, hvorefter de tabes igen, og erstattes af andre fosforatomer.

Det var revolutionerende, at man på den måde for første gang kunne vise, at knoglerne er et levende organ og ikke bare er et skelet-stativ inden i kroppen.

Kort fra tanke til handling

Forsøgene blev lavet sammen med Ole Chievietz, Bohrs gamle klassekammerat, der var kirurg og chef på Finsenhospitalets kirurgiske afdeling. Chievietz lavede de eksperimentelle studier, og dyrestudierne blev senere udvidet til undersøgelser på kaniner og katte.

Det må være gået fantastisk hurtigt, og der var kort fra tanke til handling. Bare et halvt år efter, at Hevesy var ankommet til København, havde han introduceret den teknik, som han havde drømt om i næsten 20 år.