I 1900-tallet konkurrede en bred vifte af ismer, som for eksempel surrealisme, kubisme, futurisme, ekspressionisme, abstrakt ekspressionisme og dadaisme. Det flød om sig med manifester, hvor nye tilgange til kunsten ofte polemisk blev anlagt.

Grænserne for, hvad der kunne være kunst, blev betydeligt udfordret og efterhånden udvidet. I 1917 tog Marcel Duchamp et urinal, vendte det på hovedet, signerede det og sendt til en udstilling under titlen Fontæne (se illustration).

Med den abstrakte ekspressionisme, der havde sit højdepunkt i New York omkring midten af det forrige århundrede, gik maleriet helt bort fra, at et motiv skulle ligne noget. For de absrakte ekspressionister skulle et maleri ikke forekomme at være noget andet end et maleri. Den amerikanske kunstner Jackson Pollock kastede maling, og andre objekter, ned på lærreder, som han ofte selv stod på – det var altså ikke kun det færdige kunstværk, men også processen, det galdt om. Det ledte an til performancekunsten, der brød igennem i 1960’erne.

Pop art dyrkede populærkulturen, og når de popkulturelle billeder blev udstillet på museerne, brød man med ideen om, at man kunne skelne mellem ’fin’ og ’lav’ kultur. Land art, derimod, søgte bort fra museerne og ud i landskabet. I 1970’erne orienterede meget kunst sig mod det politiske – alt fra statspolitik til kønspolitik blev undersøgt og udfordret.

Mod slutningen af 70’erne var ordet 'postmodernisme' på mange teoretikeres læber som en beskrivelse af blandingen af forskellige stilarter og kategorier som høj og lav kunst, uden at der gøres forskel på de forskellige elementers ’essens’.

Eksperimentering kan på den måde siges at være den eneste røde tråd mellem alle de bevægelser, kunstverdenen har set siden begyndelsen af 1900-tallet.