Den industrielle revolution og romantikken
I 1800-tallet forgrenede naturfilosofien sig til specialvidenskaber, Darwins evolutionsteori skabte furore og teknologien gjorde store fremskridt.
I de såkaldte verdensudstillinger, der blev meget populære i 1800-tallet, blev kuriositeter fra fjerne egne udstillet, såvel som videnskabens og teknologiens fremskridt. Især verdensudstillingen i London i 1851 vakte opmærksomhed - her var udstillingen samlet i Crystal Palace, en kollosal bygning af glas og støbejern. Byggestilen var nyskabende, og krystalpaladset blev et symbol på England som industrialismens flagskib.
Mens krystalpaladset signalerede nye tider, kan det dog også ses som en fortsættelse af oplysningstidens rationalisme – lyset, der skinnede gennem hele bygningen, kunne referere de uudforskede elementer, der blev belyst, systematiseret og formidlet videre. Fotografiet viser en del af udstillingen i det drivhuslignende Crystal Palace.
"Man har sikkert Ret til at betegne den Overhaand tagende Nervøsitet som en af det moderne Samfunds største Forbandelser. Ikke blot giver den sig Vidnesbyrd i den tiltagende Hyppighed af Sindssygdom og Selvmord, men den bidrager idethele væsenligt til at paatrykke vor Tid dens eiendommelige Præg. Den større Fart, der nutildags er kommen i Tilværelsen, den Uro og Hast, der præger alle Forhold, er Udtryk for et intensivere Hjerneliv; men jo større Fordringer der stilles til Nervesystemet, desto lettere udtømmes dets Kraft, desto før svigter dets Modstandsevne. (…) Heri maa vi sikkert ogsaa søge en af Grundene til, at vi trods alle vore Triumfer på Vidernskabernes og de praktiske Opfindelsers Omraade langfra have opnaaet nogen Guldalder af Sundhed, Lykke eller Tilfredshed.”
Sådan beskrev den danske læge (og bror til forfatteren Henrik Pontoppidan), Knud Pontoppidan, de psykologiske konsekvenser for tilværelsen i den moderne storby. Citat fra Neuasthenien, Bidrag til skildringen af vor Tids Nervøsitet, 1886.
Den industrielle revolution slog igennem i England fra omkring 1760, men nåede først andre steder i Europa i løbet af 1800-tallet. Dampmaskinen blev introduceret og jernbanen hurtigt udbredt, telegrafien, fotografiet og automobilen blev opfundet og folk strømmede til byerne med industrialismens indtog. Man begyndte at tale om nervelidelser som resultat af det hektiske byliv, hvor hestevogne, automobiler og mennesker kæmpede om pladsen og teoretiserede omkring, hvorvidt menneskekroppen ville tage skade af at være i et tog trukket af et damplokomotiv, med en hastighed, der ikke var naturlig for kroppen.
Turner og den industrielle revolution
I Rain, Steam and Speed – the Great Western Railway (da. Regn, damp og fart) fra 1844 af Joseph Mallord William Turner (1775‑1851) kommer et damplokomotiv til syne fra landskabet. Billedet kan fortolkes som en refleksion over industrialismen – damplokomotivet passerer over The Great Western Railway Bridge – en innovativ bygningskonstruktion, som man var i tvivl om hvorvidt var sikker, men som stadig er i brug i dag. Floden er Themsen og udsigten peger mod øst, i retning af London.
En kritiker bemærkede, at man skulle skynde sig at se billedet, før lokomotivet var kørt ud af lærredet. Ud af landskabets milde toner træder damplokomotivet og broens mørke nuancer klart frem, og lineærperspektivets diagonale linjer angiver lokomotivets fart – Turner viser ikke blot den ændring, samfundet gennemgik, men også den fart, som tilværelsen på Turners tid, havde tiltaget.
Hvor toget og broen kan siges at repræsentere kulturen, menneskets konstruktioner, er det omkredset af landskabet – floden, regnen og himlen. Jo nærmere man kommer horisontlinjen, jo vanskeligere er det at skelne mellem regn, damp, landskab, bro og maskine – kultur og natur, der traditionelt sættes op som modpoler, går i et.
Kultur og natur
I Turners Snow Storm – Steam-boat off a Harbour’s Mouth (1842), derimod, er det naturen, der har overtaget på et af de nyopfundne vartegn for industrialismen – dampskibet. Maleriet viser en voldsom storm, hvor et skib lige netop kan tydes. I det næsten abstrakte maleri bidrager den dramatiske kontrast mellem lys og skygge, de diagonale linjer og at det ikke er muligt at skelne mellem himmel og hav til, at man som beskuer står tilbage med en kaotisk følelse.
Snow Storm - Steam-boat off a Harbour’s Mouth (Snestorm, dampbåd ved en havnemunding) arbejder med et motiv og benytter sig af virkemidler, der kan tages i brug for at fremkalde følelsen af det sublime. Det sublime er et begreb, som især blev udviklet af teoretikere i 1700-tallet – en af disse teoretikere var Immanuel Kant, der mente, at storslåede eller voldsomme naturfænomener kunne vække en følelse af noget overvældende, næsten ufatteligt – følelsen af det sublime. Hvor man i 1700-tallet i højere grad havde teoretiseret over begrebet om det sublime, begyndte romantikerne i slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet, at forsøge at fremkalde følelsen af det sublime, gennem digte om, og malerier af, naturens magt og vælde.
Turner var en af de malere, der var optaget af naturfænomener som vulkanudbrud, storme og knejsende fjelde, og kan på den måde tilknyttes romantikken. I kunsten kan romanikken ses som en reaktion mod den rationalisme, der havde været dominerende i 1700-tallet, og neoklassismens mere regelrette formsprog. Romantikerne var optagede af følelsen, det individuelle udtryk, geniet og det grænseoverskridende.
Den romantiske naturfilosofi
Det var dog ikke kun i kunsten, at romantikken havde sin gang. I den romantiske naturfilosofi, som havde tilhængere primært i Tyskland, England og Skandinavien, skelnede man ikke mellem kunst og videnskab – kunst blev set som en videnskab og et vigtigt grundlag for naturvidenskabens fremskridt.
I dette maleri af Erik Henningsen, der viser en festbanket fra det skandinaviske naturforskermøde i 1847, er det sommer, farverne klare og flagene vajer, mens fremtrædende personer inden for kulturlivet og videnskaben koncentreret lytter til H. C. Ørsteds tale. Bemærkelsesværdigt er det, at lyset, der falder på de lyttendes ansigter, ser ud til at komme fra den retning hvor Ørsted er, uanset den lyttendes position. Lyset som billede på viden og formidling, som især var på mode i oplysningstiden, tages her i brug af Erik Henningsen.
Den romantiske naturfilosofi, hvor man søgte at at få moral, videnskab og kunst til at gå op i en højere enhed, kan ses som en videreudvikling af oplysningstidens fremtidstro og videnskab. Naturromantikerne fremhævede ideen om den geniale videnskabsmand, der ved at se videnskaben som en del af et større hele, kunne opdage hidtil ukendte sammenhænge i naturen.
En af dem, der talte for den romantiske naturfilosofi var den danske fysiker, kemiker og farmaceut Hans Christian Ørsted (1777-1851), der opdagede elektromagnetismen. For H. C. Ørsted var videnskaben et middel til at sammenknytte det sande, det gode og det skønne, og H. C. Ørsted var bestemt ikke uden indflydelse i de videnskabelige cirkler herhjemme.
Hen mod H. C. Ørsteds død begyndte den romantiske naturfilosofi dog at glide i baggrunden til fordel for positivismen, der lagde vægt på viden gennem erfaring.
Charles Darwin og evolutionen
For H. C. Ørsted, som for mange andre, komplimenterede tro og videnskab hinanden, som dele af et større hele. Forholdet mellem videnskab og religion blev dog ændret drastisk ved Charles Darwins (1809-82) udgivelse af On The Origin of Species (Om arternes oprindelse) i 1859. Her fremsatte Darwin sin evolutionsteori, hvor det fremgik, at menneskets udvikling skyldtes den naturlige selektion, snarere end at være skabt på seks dage.
Darwin nævnte i Om arternes oprindelse utallige eksempler på forskellige arters tilpasning og brugte blandt andet fossiler og finkerne på Galapagos øerne, som belæg for sin evolutionsteori. Illustrationen er af ornitologen og tegneren John Gould (1804-81). Efter sigende var det Gould, der påpegede overfor Darwin, at man kunne knytte fuglenes karakteristika med miljøet, de kom fra.
Konflikten mellem den kristne skabelsesberetning og Darwins evolutionsteori skabte polemik i Darwins hjemland, såvel som internationalt. Darwin så sig snart offer for en række karikaturtegninger. Man siger, at et billede siger mere end 1000 ord. Karikaturtegninger som denne kan være effektive argumenter - her bliver Darwins troværdighed som forsker, såvel som hans teori, sat på spidsen og latterliggjort.
I karikaturtegningen overdrives en persons eller situations karakteristika så det afbildede sættes i et humoristisk eller satirisk lys. Darwins teori om slægtskabet mellem mennesket og aben resulterede i tegninger som denne, der blev udgivet i Hornet Magazine i 1871, hvor Darwins hoved er placeret på en abes krop.
"Naar man betragter en Skrænt, frodig bevokset med Urter og Buske, saa er man meget tilbøjelig til at anse det for ganske tilfældigt, hvilke Arter og hvor mange Individer af hver, der findes på Skrænten. Men dette er en yderst fejlagtig Anskuelse. (…) Hvilken Kamp maa der ikke her have været i lange Aarhundreder mellem de forskellige Træarter, som hvert Aae har udsendt Byger af Frø, hvor har ikke Insekt kæmpet mod Insekt, og Insekterne igen tilligemed Snegle og andet Kryb mod Rovfugle og Rovepattedyr!
Citat fra forfatteren J. P. Jacobsens (1847-85) oversættelse af Charles Darwins Om arternes oprindelse.
Darwins teori blev dog efterhånden alment accepteret og udover, at Darwins evolutionsteori revolutionerede tidens natur- og menneskesyn, bidrog polemikken, der fulgte i kølvandet på udgivelsen af Om Arternes oprindelse, til et skel mellem videnskab og religion.
| << Forrige | Næste >> |
