Det perfekte borested

Venner og konkurrenter

Derudover kan de ved hjælp af radar måle sig frem til, at bunden er næsten helt jævn - i modsætning til ved Dye 3, hvor der er bjerge - og at der sandsynligvis aldrig har fundet såkaldt ”bundsmeltning” sted. ”Vi fandt at alt dette tilsammen pegede på, at vi havde fundet det bedste borested,” skriver Dansgaard.

Men desværre skaber amerikanerne problemer, for de mener ikke, at de har fået nok ud af de tidligere boringer og heller ikke at de er gearede mod en ny boring endnu.

Da Dansgaards gode ven og kontakt hos CRREL, Chester Langway (som i mellemtiden var blevet professor ved New York State University i Buffalo, New York) desuden af politiske grunde bliver kørt ud på et sidespor, overbeviser det Dansgaard og de andre om, at amerikanerne i virkeligheden er ude på at ”holde os hen med snak, indtil USA ad åre havde udviklet et dybdebor, som vi så måske kunne få lov til at hjælpe med på driften som boreknægte,” forklarer han.

Verdensrekord!

Willi Dansgaard og hans hold vælger altså at gå direkte til EF og søge støtte til den nye boring – det såkaldte GRIP-projekt, eller Greenland Ice-core Project med deltagelse fra flere europæiske lande. Det får amerikanerne til at indse, at de har travlt, hvis de skal konkurrere med Europa på området, og det ender med at to Grønlandsboringer bliver sat i værk med 30 kilometers afstand, nemlig det europæiske/internationale GRIP og det amerikanske GISP2.

Samarbejdet går dog glidende blandt andet med sportskampe de to mandskaber imellem, og selv om amerikanerne har meget mere udstyr end europæerne, følges de to godt ad. Den 12. juli 1992 må de europæiske boringer indstilles, fordi skæreknivene rammer grus og sten – man havde nemlig nået bunden i 3029 meters dybde – og sat verdensrekorden i isboringer!

Amerikanerne kommer over for at ønske tillykke, og ”det blev til et kæmpe gilde med udendørs dansant en stille, skøn aften, der endte med runddans omkring et bål, mens man sang ”Auld Lang Syne,” fortæller Dansgaard. To måneder senere går han på pension, 70 år gammel.

Efterspil

Året efter rammer amerikanerne bunden, og begge projekter ender med en iskerne, der er mere end tre kilometer lang og endog meget detaljeret i forhold til den seneste istid. Til gengæld viser det sig desværre ved en sammenligning af de to kerner, at de nederste 300 meter af iskernen er ”foldet” på grund af isens flydning hen over den ujævne bund, og man kan derfor ikke stole på informationerne fra den seneste mellemistid, Eem-tiden.

Analyserne sker dog med en hidtil uhørt præcision og tidslig opløsning og giver detaljerede informationer 105.000 år tilbage i tiden. Det viser sig blandt andet, at vores egen mellemistid, Holocæn, har været overraskende klimatisk stabil, og man genfinder temperaturvariationerne fra den seneste istid.

Resultaterne bliver publiceret i en række artikler skrevet af forskere fra alle de deltagende lande, og konklusionerne revolutionerer forståelsen af tidligere tiders klimaforhold.

Efter sin pension er Willi Dansgaard med til at arrangere en stor udstilling i Frankrig om iskerneboringer. Udstillingen, som blandt andet fremviser ISTUK og Rolls Royce-boret, bliver et tilløbsstykke og vises efterfølgende i seks lande.

I 1995 belønner the Royal Swedish Academy of Sciences Willi Dansgaard med den såkaldte Crafoord-pris, som er et udtryk for den højeste internationale anerkendelse inden for geofysik og kan sammenlignes med en nobelpris i fysik eller kemi.

I 1996 modtager han sammen med Oeschger og en anden Tyler-prisen, som er den højeste udmærkelse inden for klimaforskning.

I 2000 skriver Willi Dansgaard sin selvbiografi "Grønland i istid i nutid", og i januar 2011 dør han, 88 år gammel.