IAEA og Tellus-artiklen
I starten af 1960’erne formidler lederen af Biofysisk Laboratorium, Jørgen Koch, kontakt imellem sin bror og professor Willi Dansgaard. Broderen er Hans Henrik Koch, der i 1961 er blevet formand for Atomenergi-kommissionen, og som har tætte forbindelser til FN-gruppen International Atomic Energy Agency eller IAEA. Det skal vise sig at blive betydningsfuldt for Dansgaard.
Prøver fra hele verden
IAEA har til formål at kontrollere sikkerheden ved atomkraftværker, hjælpe udviklingslande med atomenergi og holde øje med forurening med radioaktive stoffer over hele verden. Til det formål var der blevet oprettet et globalt netværk af stationer, der skulle indsamle månedlige prøver af nedbør og luft.
Hans Henrik Koch indser hurtigt, hvilken guldgrube af informationer dette må være for Willi Dansgaards forskning og sætter ham i kontakt med englænderen Bryan Payne, der er chef for Section of Isotope Hydrology. De to begynder at mødes jævnligt og får arrangeret, at Dansgaard skal have adgang til månedlige prøver fra de mere end 100 stationer over hele verden. ”Skam få den der ikke kunne få noget godt videnskab ud af sådan en lækkerbisken,” skriver Dansgaard.
Kontrakten betyder desuden, at der bliver tilført en del penge til Dansgaards forskning, da IAEA hjælper med finansieringen af et nyt massespektrometer og tilhørende arbejdskraft. Gruppen begynder at tage form.
Tellus-artiklen
Samarbejdet med IAEA-netværket resulterer i 1964 i en omfattende artikel under titlen ”Stable isotopes in precipitation”, som bliver bragt i tidsskriftet Tellus.
”Den beskrev en forenklet teori for omsætningen af de tunge isotoper i vandets naturlige kredsløb, og for første gang blev anvendt en sammensat parameter (deuterium excess) som indikator for uligevægt under faseskift (f.eks. fordampning eller kondensation),” forklarer Dansgaard.
Artiklen skal vise sig at blive banebrydende inden for geofysik og geologi, og Willi Dansgaard omtaler den selv som ”uden sammenligning det bedste arbejde jeg har lavet alene.” Samarbejdet med IAEA ophører først i 1973, og helt fremme omkring 1980 glæder han sig over at opdage, at flere amerikanske universiteter stadig bruger artiklen til at undervise i geofysik.
Ekspeditioner med forhindringer
I løbet af 1960’erne gennemfører Dansgaard desuden flere ekspeditioner med udgangspunkt i de problemstillinger, som Boble-ekspeditionen i 1958 havde efterladt.
Man er nemlig stadig interesseret i at finde en metode til datering af isfjeld, og derfor indleder Dansgaard i begyndelsen af 1960’erne arbejdet med at finde en ny dateringsmetode baseret på indholdet af den radioaktive silicium-isotop, Si-32.
Forsøgene virker lovende, og i 1962 får de bevilliget penge til en ny ekspedition til Store Bræen i Norge, hvor de skal forsøge at datere ismassen ved hjælp af Si-32-metoden.
Ekspeditionen er en delvis succes, men målingerne forstyrres af de radioaktive stoffer, der regner ned over de norske fjelde fra sovjetrussiske atomprøvesprængninger. ”Sammen med IAEA projektet blev løsning af disse problemer vores hovedopgaver i midten af 1960’erne,” fortæller Dansgaard.
I 1967 indleder gruppen en ny ekspedition under navnet Tycho Brahe-ekspeditionen, hvor planen er at gå skridtet videre og forsøge at datere Grønlands isfjelde. Undersøgelserne viser, at Pete Scholanders kulstof 14-resultater nok ikke er korrekte, men en del af prøverne er reelt aldrig blevet målt, eftersom gruppen snart fik vigtigere ting for.
”Grunden er at disse prøver, og i virkeligheden hele problemet om isfjeldes aldre, pludselig mistede betydning, da noget nyt og perspektivrigt dukkede frem og lagde beslag på alle vores kræfter,” fortæller Willi Dansgaard.
