Fire forskere har 100-års jubilæum tilsammen

Morten Bo Madsen er lektor og leder af Mars-gruppen på Niels Bohr Institutet. Morten Bo Madsen startede med at læse matematik, fysik og kemi på Odense Universitet i 1976. I ’79 flyttede han over til DTU og læste til fysik-ingeniør og blev færdig i ’82 med speciale i Mössbauerspektroskopi. Han fortsatte på DTU og blev færdig med sin ph.d. i ’86.

En dag midt i ph.d.-studiet blev han kontaktet af Jens Martin Knudsen fra Niels Bohr Institutet, som gerne ville have målt en meteorit ved lav temperatur (4o Kelvin). Det drejede sig om noget af det mest oprindelige materiale fra Solsystemet. Målingerne viste, at meteoritten indeholdt ferrihydrit, som er en jernforbindelse, hvor vand er involveret i dannelsesprocessen. ”Det var jo vildt spændende, og opdagelsen blev publiceret i Nature, fortæller Morten Bo Madsen.

I ’89 var der var opslået et adjunktur på Niels Bohr Institutet, og Jens Martin Knudsen var ivrig efter, at Morten Bo Madsen skulle søge stillingen. Han blev ansat, og efter deltagelse i en konference om Mars begyndte en eventyrlig mission for dansk Mars-forskning.

Jens Martin Knudsen blev inviteret med til at deltage i en arbejdsgruppe under ESA, som ville udforske Mars. Det blev dog aldrig til noget. Men amerikanerne var interesserede og inviterede Jens Martin Knudsen til at holde et oplæg om Mössbauerspektroskopi, og her fortalte han om en idé til at måle Mars’ røde, jernholdige støv med magneter, og pludselig var Danmark inviteret med til at deltage i NASA’s næste Mars-mission.

Mössbauer-gruppen blev nu til Mars-gruppen, og Morten Bo Madsen var med til at udvikle magneter til simple instrumenter, som kom med på næste mission, Mars Pathfinder, der skulle lande på Mars i ’97. Mars-gruppen udviklede magnet-instrumenterne og skulle også være med til at styre kamera-instrumenterne på Mars. Det gik godt, og siden er gruppen blevet inviteret med på amerikanernes næste missioner, Spirit og Opportunity i 2004, Phoenix-landeren i 2008 og Mars Science Laboratory med roveren Curiosity, som landede i 2012. Marsgruppen er for nylig blevet inviteret til også være med i den næste mission, Mars-2020 rover.

De danske forskere har været med til at bevise, at Mars har haft flydende vand og engang har været en beboelig planet for mikroorganismer. ”Det har været et eventyr hele vejen”, siger Morten Bo Madsen, der blev leder af gruppen i 2002, da Jens Martin Knudsen gik på pension.

Uffe Gråe Jørgensen er lektor og leder af forskningsgruppen, Astrofysik og Planetforskning og områdeleder for astronomi på Niels Bohr Instituttet og er Danmarks repræsentant i ESO’s bestyrelse. Han blev kandidat fra Astronomisk Observatorium under Københavns Universitet i 1980 og blev derefter ansat på Uppsala Universitet, hvor han forskede i stjerners udvikling. Derefter var han ansat i tre år på Nordita under Niels Bohr Institutet ved Københavns Universitet. Da det i '87 var blevet indført i Danmark, at man kunne tage en ph.d.-grad, skrev Uffe Gråe på tre uger en ph.d.-afhandling baseret på sine forskningsresultater om stjerners kvantekemiske struktur fra de forudgående år. I 1996 blev han fastansat som lektor på Niels Bohr Institutet.

Siden 2003 har Uffe Gråe beskæftiget sig med exoplaneter, og det var et rent tilfælde. En udenlandsk forsker havde henvendt sig med et projekt for at søge efter mulige planeter omkring andre stjerner end Solen, og Uffe Gråe anbefalede, at man brugte den danske kikkert på La Silla i Chile. 1½ meter kikkerten var perfekt til projekter, der krævede lange tidsserier, men for at måtte bruge den, skulle der en dansk deltager med. Uffe Gråe tænkte, at det her var sør'me spændende, og fra at være "proforma-deltager", var han pludseligt dybt involveret som aktiv forsker, og i 2005 var han med til at finde den første jordlignende planet udenfor vores Solsystem i Mælkevejen.

I dag leder Uffe Gråe et team af 30 forskere fra hele verden i jagten på exoplaneter. Han deltager i SONG-projektet, som oprindeligt var planlagt udelukkende til stjerne-seismologi. Men han foreslog, at det også kunne bruges til observationer af exoplaneter.

Kim Lefmann er lektor i forskningsgruppen Røntgen- og Neutronspredning på Niels Bohr Institutet.  Han blev kandidat på NBI i 1991, og i ’95 blev han ph.d. med en afhandling om neutronspredning og magnetisme ved pico-Kelvin-temperaturer. Forskningen lavede han på Risø, eksperimenterne fandt sted i Berlin, og selve afhandlingen var under NBI. I ’95 og ’96 tog han til Finland og arbejdede med et nyt forskningsprojekt om atomkerners magnetisme, og her kom de ned på 1/10-del af en milliardedel af en grad fra det absolutte nulpunkt (-273,15 grader C). ”Det var verdensrekord”, fortæller han og tilføjer ”men Guinness Book of World Records ville ikke anerkende den – det var for mærkeligt”.

Så kom han tilbage til Risø og arbejdede dér fra ’96 til 2008. På Risø forskede han i superledere og magnetiske materialer. Eksperimenterne foregik med neutron-stråling, som skabes i en atomreaktor. Reaktoren på Risø blev lukket ned i 2000, og ”så tog vi måleudstyret under armen og tog rundt i Europa og spurgte, hvem, der lille ’lege’ med os”, fortæller Kim Lefmann. Forskningscentret PSI, (Paul Scherrer Institute) i Schweiz var meget interesserede, og her blev det danske måleudstyr installeret, så der var de danske forskere ofte nede og er det stadigvæk. Men også forskningsanlæggene i Berlin, Grenoble, München og Oxford samt i Tennessee og Washington DC i USA er forskningsfaciliteter, som de ofte benytter.

I 2008 kom Kim Lefmann til Niels Bohr Institutet, hvor han fortsatte sin forskning, og et nyt kæmpeprojekt var kommet på banen – ESS, European Spallation Source. Kim Lefmann var med til at kæmpe for, at det store forskningsanlæg skulle ligge i Øresundsregionen. Efter nogle år med politisk tumult om, hvor i Europa det skulle placeres, blev det endelig i 2009 vedtaget, at ESS skulle ligge i Lund med datacenter i København.

Derefter er der virkelig blevet arbejdet, for nu skulle man til at udvikle de eksperimenter, der skal være på forskningsanlægget, og det er også en stor del af Kim Lefmanns job. Det europæiske accelerator-projekt vil blive verdens stærkeste neutronkilde til forskning i stoffer indenfor fysik, kemi, biologi, sundhed, geofagene og ingeniørvidenskaberne.

Stig Skelboe er professor i eScience-gruppen på Niels Bohr Institutet. Han er elektroingeniør fra DTU i ’73 og blev ph.d. i ’75. I 1983 tog han en doktorgrad i beregningsmetoder til elektriske kredsløb. Efter ph.d. graden var han gæsteforsker på University of Waterloo i Ontario, Canada.

I 1982 blev han ansat på Datalogisk Institut på Københavns Universitet (DIKU), og fra ’86-’88 var han institutbestyrer. Han blev professor i 1988 og var senere gæsteprofessor et år på University of Illinois, USA. I tre år fra ’93-’96 var Stig Skelboe videnskabelig direktør på UNI-C, (Undervisningsministeriets Styrelse for IT og Læring).

Stig Skelboe kom tilbage til DIKU, og blev igen institutleder fra 1999-2007. I april 2009 kom han til Niels Bohr Institutet, hvor han underviste i bl.a. scientific computing. Så, da det samme år blev besluttet, at forskningsanlægget ESS (European Spalation Source) ville komme til at ligge i Øresundsregionen med forskningsanlægget i Lund, blev han leder af data-centret - en opgave han varetog i tre år. Data-centret skal ligge i København og bliver nabo til den nye Bohr-Bygning, som skal opføres på Nørre Campus.

Indtil da er data-centret opbygget på HCØ, hvor man arbejder med beregninger til de instrumenter, der skal udvikles til ESS samt beregninger af de moderatorer, der skal sætte hastigheden af neutronerne ned for at få den rigtige bølgelængde til de eksperimenter, man skal måle på. Der er også planer om - i forbindelse med data-centret, at opbygge et teori-center med fokus på kvantemekaniske beregninger. Det vil kræve meget datakraft, for ”jo mindre tingene bliver, jo større bliver beregningerne”, siger Stig Skelboe.

De fire forskere vil blive fejret ved en reception den 3. oktober