Thomas Heimburg udnævnt til professor
Thomas Heimburg, der er leder af Membran Biofysik-gruppen på Niels Bohr Institutet er udnævnt til professor i teoretisk og eksperimentel biofysik. Han forsker i, at nervebaners signaler fungerer ved hjælp af bølger i form af en lydpuls, en soliton.
Thomas Heimburg er født i London, hvor familien boede på grund af faderens forskerstilling, men da Thomas var 1½ år, flyttede familien tilbage til Stuttgart i Tyskland. Hvorfor han lige blev biofysiker er – som ofte, et samspil at tilfældigheder. Da han som 15-16-årig i skolen blev spurgt, hvad han gerne ville være, svarede han: Biofysiker. Det var grebet ud i luften, for han anede ikke, at faget fandtes, men han havde sammensat ordet ud fra biologi og fysik, som var hans yndlingsfag i skolen. Man han fik at vide, at det skam fandtes, og for så at finde ud af, hvad det gik ud på, opsøgte han Stuttgarts Universitet, hvor man forskede i biofysik. Dér fik han at vide, at man blandt andet dissekerede dyr som frøer og rotter og undersøgte nerverne. Dét ville han i hvert fald ikke, så da han skulle vælge, hvad han ville læse, valgte han teoretisk fysik.
Uddannelsen i fysik tog han på universiteterne i Stuttgart og Göttingen, og i 1989 blev han ph.d. på Max Planck Instituttet i Göttingen. Derefter var han postdoc i to år på University of Virginia i Charlottesville, USA, og det fik stor indflydelse for hans videre arbejde.
”University of Virginia var meget kendt for deres forskning i termodynamisk biofysik, og jeg blev hurtigt så bidt af dette forskningsområde, at det blev grundlaget for mit fremtidige virke”, fortæller Thomas Heimburg.
Hjemme igen i Tyskland fik Thomas Heimburg det meget prestigefulde Heisenberg legat, som gjorde, at han kunne opbygge sin egen forskningsgruppe i biofysik på Max-Planck Instituttet i Göttingen.
Professor i biofysik
I 2003 kom han til Niels Bohr Institutet, hvor han forsker i fysikken og termodynamikken i biologiske membraner og nerver. For hvordan fungerer nervesignaler? I 1952 fremsatte Hodgkin og Huxley deres model, som beskriver nervesignaler som en elektrisk strøm langs nervebanen via en ion-mekanisme. Alle har troet på denne model, og alle medicinske og biologiske lærebøger har i flere end 60 år beskrevet, at nerver fungerer ved elektrisk strøm langs nervebanen. Men modellen kan ikke forklare visse fænomener.
I 2005 fremsatte Thomas Heimburg i samarbejde med professor Andrew Jackson en teori om, at nerver fungerer ved lyd-pulser. Men når fremtrædende forskere har fået Nobel-prisen for teorien om elektrisk strøm, kan det være meget vanskeligt at påstå noget andet. Men Thomas Heimburg og hans forskningsgruppe har udført eksperimenter, som bekræfter teorien om lydpulser som nervesignaler.
”Nervebanens impuls kan forklares med, at pulsen består af mekaniske bølger i form af en lyd-puls, en soliton, som bevæger sig langs nervebanens membran”, fortæller Thomas Heimburg, der nu arbejder med nerver fra regnorm og hummer – hvad han som ganske ung syntes lød så skrækkeligt, at dét ville han i hvert fald ikke. Nu har det arbejde ført til, at han er blevet professor i biofysik.