Alene i rummet eller ikke - snart kender vi svaret!
De seneste års forskning har vist, at der er masser af planeter omkring andre stjerner i Mælkevejen, som har potentiale til at være beboede. Mindst 10 milliarder. Så der er god grund til at tro, at livet har fundet fodfæste på i det mindste på nogle af dem.
Men indtil videre har det knebet med veldokumenterede besøg af rumvæsener – så noget tyder alligevel på, at der ikke findes kulturer, der er tilstrækkeligt udviklede til, at de har kunnet komme på besøg.
Hvis det virkelig er sådan, det forholder sig, hvorfor er det så sådan? Hvad gør vores solsystem så unikt, at sandsynligheden for liv på 10 milliarder andre planeter faktisk ikke er så stor?
Professor i astrofysik og planetforskning, Uffe Graae Jørgensen, Niels Bohr Institutet, Københavns Universitet, afholder tiltrædelsesforelæsning, og fortæller om hvorfor vi er få år fra at kende svaret på et af menneskehedens allerstørste spørgsmål.
Jorden er ikke noget særligt
Det er Saturn og Jupiter til gengæld. Når vi ser på de andre solsystemer i Mælkevejen, så er det særlige ved dem netop ikke, at de har en planet i jordstørrelse kredsende omkring stjernen i den afstand, man kan kalder den beboelige zone.
Populært sagt, hvor der kan være flydende vand.
Det har de næsten alle sammen. Kun få af de andre solsystemer har større gasplaneter som Jupiter og Saturn, og når de har dem, ligger de næsten konsekvent i baner, der er tættere på stjernen.
I vores solsystem forårsagede Jupiter og Saturns baner for 3,9 milliarder år siden, at jorden blev udsat for et bombardement af materiale, måske indeholdende vand og andre grundelementer, der er nødvendige for livets opståen. Jupiter og Saturn har dermed muligvis spillet en helt afgørende og særlig rolle for livets opståen på Jorden.
Atmosfærisk uligevægt er tegnet på liv
Liv på en planet skaber ubalance i atmosfæren. De levende organismer producerer ilt gennem planternes fotosyntese, og metan fra andre levende organismer. Man behøver dermed ikke lede efter landingsbaner til ufoer, eller andre strukturer fra intelligente væsener, hvis man vil se, om der er tegn på biologisk aktivitet.
Man kan nøjes med at måle på atmosfærernes indhold af forskellige gasser. Hvis der ikke er biologisk aktivitet, er atmosfæren i balance – der bliver ikke tilført noget som helst til atmosfæren, og gode eksempler på denne situation har vi lige i nærheden: Venus og Mars. Deres atmosfærer indeholder næsten kun CO2.
Samarbejde mellem forskerne og observationer fra et kommende kæmpeteleskop giver svaret.
På Niels Bohr Institutet kombineres en række forskningsgrene, for at skabe det bedste grundlag for at tolke de observationer, vi kommer til at få fra et kommende kæmpeteleskop.
Det er det fælleseuropæiske ELT teleskop, man er i færd med at bygge i Chiles Atacama ørken. Det får et spejl på 40 meter og en brændvidde på en halv kilometer, hvilket gør det i stand til at udskille billedet af en jordstørrelse planet i et jordlignende kredsløb om en sollignende stjerne.
En række satellitter kommer samtidig til at føje observationer til teleskopets. Spektra, dvs. målinger af fordelingen af de gasser, der findes i atmosfæren, kan aflæses af ELT, og bliver en del af det materiale forskerne kommer til at arbejde med. Samarbejdet mellem en række forskere fra forskellige grene indenfor fysikken, er endvidere med til at sætte de kommende observationer ind i den rette sammenhæng.
De bedste klimamodeller for Jorden, de bedste stjerneatmosfære modeller og den teoretiske forskning fra forskere i biokompleksitet kombineres på Niels Bohr Institutet til at danne grundlaget for at tolke observationerne korrekt.