Livets mulige undergang

Hej Spørg om Fysik
Det store interesse område har her på det sidste været jordens undergang. Jeg har derfor også været interesseret i emnet og læst en del om det. Men eftersom jeg har undersøgt emnet er jeg stødt på andre teorier jeg søger lidt svar på.

Jeg har læst om d.21 dec. 2012 hvor man mener der vil ske en del. En af teorierne er at jorden vil stå i lige linie med solen og ramme et sort hul i mælkevejen netop denne dag og vil på denne måde skabe katastrofe ved at polerne vil skifte, er der noget om denne snak?

En anden ting jeg har læst om er en planet som skulle hede nibiru og også komme omkring 2012-2013 og få katastrofale følger? Man siger at denne planet ville kunne ses tydeligt fra 2011 og at det bliver tysset ned for at folk ikke skal gå i panik. Er der noget om denne snak eller er det noget der er blusset op af forskellige historier?

Håber I kan svare da jeg er blevet lidt bekymret over at læse alt dette.

Med venlig hilsen 
P F G

Hvis der havde været et stort sort hul i omegnen af solen, ville astronomerne let kunne observere det, idet der kommer stråling, når masser (partikler, sten osv.) falder ind imod hullet.

Desuden ville hullets tyngdekraft normalt let kunne observeres på banerne af himmellegemer. Dette er ikke tilfældet.

Der er ikke noget sort hul, vi kan støde ind i om 3-4 år, og sikkert rigtigt mange år fremover. Tværtimod er de sorte huller man mener at have fundne ret langt væk. 

 

Polskifte
Der har været mange magnetiske polskifter igennem jordens historie. De har skiftet mere end 100 gange, som vi kan spore i undergrunden. Det kan man se ved at undersøge klipper med jernindhold, hvor man kan se i hvilken retning jordfeltet har været, på det tidspunkt da klipperne blev dannet. Der dannes hele tiden nye klipper f.eks. omkring vulkaner. 

Det er ikke sket, meden vi mennesker har været på et højt teknisk stade, sidst for 3/4 million år siden, så vi har kunne se hvilke konsekvenser, det har. Jordens magnetfelt er sammen med luften omkring os med til at beskytte os imod ladede partikler, som kommer men høj hastighed fra rummet såvel fra solen som den resterende mælkevej. Disse partikler indfanges af magnetfeltet og sendes i baner, hvor de svinger frem og tilbage imellem jordens magnetpoler (det tager brøkdele sekunder), og derved danner de to såkaldte van Allan bælter (efter James van Allen 1914 - 2006, som var leder af det team, der fandt og beskrev dem).

Partikelstrålingen er ligeledes ansvarlig for nordlys, som er højt i atmosfæren (50 - 200 km). Atmosfæren forhindre bælterne i at komme lavere end nogen hundrede km, og de når næppe længere ud end ca. 40 000 - 60 000 km, så bliver magnetfelterne for små. Bælternes stråling kan skade rumfartøjer og levende organismer, der skal igennem dem, man må "hærde" elektronik og beskytte det, når det skal igennem bælterne. Et menneske som i et rumfartøj var ca. 4 måneder i bælterne, ville dø af strålingen. Jordfeltet vender ved at feltet bliver mere komplekst og når ned på 10 % af det nuværende, og det opstår derefter  i den modsatte retning.

Det vil betyde at en del af partikelstrålingen fra rummet ville nå jorden, en del vil blive stoppet af atmosfæren og restfeltet. Tilsyneladende har livet fint overlevet den proces en del gange, men der er ikke tydelige indikationer på, hvad det har betydet. I alle tilfælde skyldes jordfeltændringen ikke virkningen af et sort hul.

Sammenstød med planeter

Med hensyn til planeter, vi skulle ramme eller komme i nærheden af i 2012, har jeg ikke fundet nogen der kan bekræfte det. Det objekt du omtaler er nærmest jorden i 2013 men også nær i 2012, professionelt hedder det noget så romantisk som (148209) 2000 CR105, og jeg kan ikke finde noget som antyder et sammenstød. Den halv storakse for dens bane er på a=217 AU (=5.5 gange Plutos halve storakse), samt en omløbstid på 3214 år. Se også i denne rubrik: Asteroide som rammer jorden

Det er klart, at selv amatørastronomer burde kunne noget så stort som en planet i dag, hvis vi kommer nær på den om 3-4 år. Der er enormt mange amatørastronomer med endog særdeles gode kikkerter, så hvordan skulle det kunne holdes hemmeligt (det er en stor og populær hobby).

Der findes i dag automatiserede søgeprogrammer der leder efter jordnære asteroider. Søgeprogrammerne koncentrerer sig om de store asteroider, da de både er relativt nemme at opdage, og da de også, i kraft af deres størrelse, kan forårsage størst ødelæggelse, hvis de rammer Jorden. Har man opdaget en asteroide, kan man ved at følge dens bevægelse få kendskab til dens bane, og prøve at beregne risikoen for, at den vil ramme Jorden. Dette er yderst kompliceret, bl.a. pga. unøjagtigheden i observationerne, og et ufuldstændigt kendskab til asteroidens bane.

Derfor kan man af og til i medierne høre, at en asteroide har kurs mod Jorden, men dette er baseret på en meget tidlig og højst usikker vurdering. Efterhånden som observationerne bliver forbedret, viser det sig nemlig at asteroiden slet ikke rammer Jorden, men blot passerer os i en større eller mindre afstand.

Man kender således mange asteroider der vil passere tæt forbi Jorden, men ingen som er på kollisionskurs. Et eksempel på dette er asteroiden (99942) Apophis, som ifølge observationerne og beregningerne vil passere meget tæt forbi Jorden den 13. april 2029, men de samme observationer udelukker at asteroiden rent faktisk vil ramme Jorden. Hvad vi så skal og kan gøre, hvis vi finder en "træffer", er en langt mere kompliceret sag.

Hemmeligholdelse af universitetsforskning
Med hensyn til hemmeligholdelse forskning på universiteter og tilsvarende er virkeligheden slet ikke indrettet på den måde. Der er ingen dansk eller udenlandsk kontrolmyndighed, som skal se de artikler astronomerne (eller fysikerne) på universiteterne publicerer (det er der heller ikke i de fleste andre lande), så det er meget svært at se, at det skulle kunne holdes hemmeligt.

Den kontrol der sker, er om lødigheden af artiklen og udføres af fagfæller, som er eksperter i det emne der skrives om, og har normalt karakter af rettelser. Astronomerne har ikke den interesse, tværtimod, man vurderes videnskabeligt på sine udgivne artikler, så det er om at få dem skrevet og publiceret. En hemmelighed som mere end et par personer kender, er i øvrigt ikke mere nogen hemmelighed.

I vores demokratiske samfund er det efter min vurdering ikke muligt at lave en sådan sammensværgelse, og det er heller ikke hensigtsmæssigt. Samfundet har naturligvis krav på, at forskningen kommer til at ligge frem offentligt i en sådan form, at resultaterne kan gøres brugbare. Netop den manglende hemmeligholdelse er et af de problemer, man må løse ved samarbejde imellem industri og forskning (hvor forskernes interesse er offentliggørelse, men hvor industrien jo ikke ønsker resultaterne skal komme ud hurtigst muligt, men først efter der er udtaget patenter etc.).

Nogen årsager til katastrofeteorier
Du må ikke undervurdere de meget store beløb, som forfattere kan tjene ved at skrive den type katastrofebøger (der er eksempler på bøger om flyvende tallerkener, der har indbragt forfatteren over 10 000 000 $), så se kritisk på forfatteren og overvej, hvor han har sine meget hemmelige oplysninger fra, hvorfor han har fået lov til at udgive bogen, hvis der sker en hemmeligholdelse, og ikke mindst hvad han tjener på det. Tilsvarende skal journalister jo fylde deres aviser dagligt og er også interesserede i telegrammer bl.a. af katastrofekarakter, det giver gode overskrifter.

I det store og hele går en befolkning ikke i panik, selv om pressen af og til gør sit bedste som f.eks. omkring eksperimentet i CERN, som er omtalt i andre artikler under fysik, der er megen fornuft indbygget (tænk bare på atombalancen og biologiske krigsmidler, nedstyrtningerne af Sovjets atomreaktordrevne radarsatellitter etc.). De fleste er heldigvis i stand til at se igennem de faretruende "nyheder", som bringes til torvs i medierne med mellemrum.

Med venlig  hilsen
Rene Michelsen
Malte Olsen