Fysik, filosofi og kunst - det hele hænger sammen
H.C. Ørsted var meget optaget af poesi og filosofi i hele sit liv. For ham var naturvidenskaben tæt forbundet med både filosofien og kunsten. På sin lange ungdomsrejse så Ørsted i 1801 nogle billeder af såkaldte klangfigurer. Det var avancerede, geometriske mønstre, som tyskeren E.F.F. Chladni kunne fremkalde med en violinbue, når han strøg forskellige toner imod en glasplade med sand på.
Ørsted blev oprindeligt interesseret i figurerne, da han fandt ud af, at han både kunne fremkalde mønstre, og gøre et fint pulver helt elektrisk, ved at stryge buen imod pladen. På den måde kunne han se en sammenhæng mellem den mekaniske og den elektriske kraft.
Men senere brugte Ørsted også de smukke klangfigurer som et eksempel på, at fornemmelsen af skønhed hverken er tilfældig eller personlig, men er afstemt i forhold til fysikkens love.
På bølgelængde med Europa
På sin Europarejse kom Ørsted tit bedre ud af det med humanister end med videnskabsmænd. Under sit besøg i Frankrig opdagede han, at han var uenig med nogle af de mest fremtrædende fysikere. Ørsted mente bl.a. at de indskrænkede fysikken ved at lade den gå op i matematik og formler. Desuden syntes han, at de opførte sig meget arrogant. Ørsted ville gøre fysikken tilgængelig for alle, og han gjorde sig umage for at finde på nye ord og begreber, der kunne beskrive hans opdagelser.
Henriette Herz (1764 – 1847)
I Tyskland var der derimod mange, som delte Ørsteds syn på natur og kunst. Men det var oftest kunstnerne og de intellektuelle. De var nemlig inspirerede af Kant, ligesom Ørsted selv var. På grund af de fælles interesser studerede Ørsted ikke kun fysik, imens han opholdt sig i Berlin. Han gik også til forelæsninger, blandt andet i moralfilosofi, hos filosoffen Fichte.
Desuden blev han en fast gæst i Henriette Herz' salon. Herz var en del af den intellektuelle elite, og i hendes hus holdt nogle af Tysklands vigtigste kunstnere og meningsdannere til. Henriette Herz var selv interesseret i fysik, og i hendes salon blev der både diskuteret kultur og videnskab.
Ørsted havde taget instrumenter og apparater med på sin rejse, og derfor kunne han underholde salonselskabet med fysiske demonstrationer. Han viste blandt andet gæsterne hvordan et batteri fungerede, og fremkaldte små gas-eksplosioner. Til gengæld blev Ørsted gode venner mange af gæsterne; blandt andet den romantiske forfatter Schlegel.
Samarbejdet mellem naturvidenskaben og filosofien
Mange af de intellektuelle, som Ørsted mødte i Tyskland, kaldte sig 'naturfilosoffer'. De var fascinerede af Kants tanker om en sammenhæng imellem naturvidenskaben og filosofien. Men Ørsted var en af de eneste naturvidenskabsmænd, som var enige med Kant. Han var især optaget af Kants egen teori om naturkræfterne; den 'dynamiske teori'.
Anders Sandøe Ørsted (1778 – 1860) var Danmarks 3. statsminister efter indførelsen af Junigrundloven.
På det tidspunkt holdt de fleste fysikere på Newtons atomteori. Newton mente, at den grundlæggende enhed i naturen er atomer, og ikke kræfter. Også lyset, varmen og de andre kræfter består af atomer, ifølge Newton.
Derfor mente mange fysikere også, at elektricitet og magnetisme er to forskellige slags væsker, som strømmer indeni metallerne. Væskerne skulle bestå af usynlige og vægtløse partikler. Det er i øvrigt på grund af denne ide, at man stadig kalder elektricitetens bevægelse for 'en strøm'.
I dag ved vi, at selvom natur-kræfter ikke består af usynlige væsker, så havde franskmændene ret i meget af det de sagde. Men alligevel var det Ørsteds forsøg på at udvikle den 'dynamiske fysik', der ledte ham til opdagelsen af elektromagnetismen. Det var også Ørsted, som første gang fremsatte den ide, at lys består af elektromagnetiske bølger.
Inspireret af filosoffen Kant
|
Citater
|