Elektromagnetismen - den enestående opdagelse
I begyndelsen af 1800-tallet kendte man elektricitet som en mystisk kraft, der kunne frembringe gnister og små stød og få en metaltråd til at gløde. Men fysikerne havde store problemer med at finde ud af, hvad denne elektriske kraft egentlig var for noget, og hvordan den blev reguleret.
Som fysiker var Ørsted meget optaget af både elektriciteten og magnetismen. I foråret 1820 var han ansat som professor ved Københavns Universitet, og afholdt ugentlige forelæsninger inden for fysik og kemi. Nogle af hans mest populære forelæsninger handlede om den nyeste viden indenfor netop elektricitet og magnetisme.
Sammenhæng mellem elektriske og magnetiske kræfter
Ørsted var sikker på, at der var en sammenhæng imellem elektriske og magnetiske kræfter. Inden en af sine forelæsninger besluttede han, at han ville prøve at demonstrere den sammenhæng. Han ville forsøge at få en stærk, elektrisk kraft til at påvirke en magnet.
Inde i forelæsningssalen var en forsøgsopstilling gjort klar - den bestod af zinkplader, lagt ned i kobberkar med syre, og forbundet med en metaltråd. Denne opstilling udgjorde et stort batteri. Det var dengang den mest effektive måde, man kunne frembringe elektricitet på.
Københavns Universitet.
Foran tilhørerne holdt Ørsted et kompas helt hen til batteriets metaltråd. Så tilsluttede han strømmen. Da han bevægede kompasset lidt rundt, gav magnetnålen pludselig et udsving. Det skete ikke når den pegede ind mod metaltråden, som Ørsted selv havde regnet med, men når nålen og tråden var parallelle.
Da Ørsted havde efterprøvet eksperimentet på mange forskellige måder, og var helt sikker i sin sag, rapporterede han til udlandet om sin opdagelse. Den mærkelige, elektriske kraft kunne virkelig få en magnetnål til at bevæge sig!
Modtagelsen i Paris
Paris var på det tidspunkt naturforskningens centrum. Ørsteds rapport blev bragt ind i Académie des Sciences som et flyvebrev og læst højt foran forsamlingen.
De franske fysikere vidste, at hvis det, Ørsted skrev, var sandt, ville det ændre hele deres opfattelse af, hvad elektricitet var for noget. Men der var mange, der var skeptiske. Den højt respekterede franske fysiker Coulomb havde nemlig udtalt, at magnetiske og elektriske kræfter ikke kunne påvirke hinanden.
Académie des Sciences i Paris.
Men den 11. september 1820 blev der arrangeret en demonstration af eksperimentet, og så udbrød der vildt røre.
Den franske fysiker Ampère, for eksempel, styrtede hjem fra mødet, og arbejdede på højtryk hele den næste uge med at undersøge og eksperimentere. Kort tid efter havde han fundet ud af, at elektriske spoler kan gøre en almindelig jernstang til en magnet.
I det hele taget blev den nye opdagelse starten på, at forskere over hele Europa kastede sig over elektromagnetismen, som Ørsted selv havde døbt effekten.
Produktion af elektricitet
I 1831 opdagede Michael Faraday, at ligesom elektricitet kan påvirke magneter, så kan magnetisme også producere elektricitet. Det er den effekt, som man kalder induktion.
Efter opdagelsen af induktionen havde verden fået en effektiv metode til at fremstille elektricitet i store mængder.
Da Ørsted udtænkte sine forsøg med de elektriske og magnetiske kræfter, ledte han efter en forklaring på, hvad elektricitet i virkeligheden er, og på hvordan de forskellige naturkræfter er forbundet med hinanden.
Men hans opdagelse satte gang i en udvikling, som gjorde det muligt at bygge maskiner, der drives af elektricitet. Den lille magnetnåls udsving blev den første begyndelse til vores elektriske samfund.
|
|
