Geodætisk Institut

Nogle år inde i sit studium, i 1910, flytter unge Inge Lehmann til England, hvor hun begynder at studere på det højt respekterede universitet Cambridge. Her oplever hun en helt ny kultur i forhold til den, hun er vant til fra sin skoletid hos Hanna Adler. 

På Cambridge er de mandlige og de kvindelige studerende ikke lige. Der er mange flere restriktioner for de unge kvinder, end der er for de unge mænd, og kvinderne har ikke de samme rettigheder som mændene.

International uddannelse

Der bliver endda holdt øje med, hvor de unge kvinder opholder sig - både når de er på universitetet, og når de har fri. Alligevel nyder Inge Lehmann sit etårige ophold på Cambridge. 

Året efter vender Lehmann tilbage til København, men turen har taget hårdt på hendes helbred, og hun bliver nødt til at tage en pause fra studierne. Selv kalder hun det blandt andet 'overanstrengelse', og der er nok tale om det, vi ville kalde stress i dag.

Igennem mere end fire år arbejder hun for en aktuar, hvor hun lærer at lave beregninger - en evne der i høj grad kommer hende til gode senere i livet. 

I efteråret 1922 vender hun igen blikket mod udlandet med et nyt studieophold, denne gang i Hamborg i Tyskland. Her arbejder hun sammen med Wilhelm Blaschke, der er professor i matematik. I 1918 genoptager hun sine studier på Københavns Universitet, og hun færdiggør sin uddannelse som kandidat i matematik og fysik i 1920 - efter mere end et årti med både sygdom og lange perioder på skolebænken. 

Året efter, i 1923, går turen hjem til København igen, hvor hun får job som assistent ved Forsikringsmatematisk Laboratorium ved Københavns Universitet. 

Assistent ved Den Danske Gradmåling

I 1925 bliver Inge Lehmann som 37-årig udnævnt til assistent for Niels E. Nørlund, der er direktør for 'Gradmålingen', som er en geodætisk institution med ansvar for at opstille seismologiske stationer i Danmark og Grønland.

Året efter er hun med til at installere en af verdens mest præcise seismografer i  anlægget på Vestervold i København. Den skal indgå i et verdensomspændende netværk af seismografiske stationer, der skal registrere rystelser i Jorden, der for eksempel kan komme fra jordskælv. 

I Danmark vælger man at satse på seismografer af høj kvalitet, dels for at indhente udviklingen i resten af Europa, og dels fordi Den Danske Gradmåling ønsker at konkurrere med Niels Bohr Institutet om at blive taget seriøst som forskningsinstitution.

Samtaler med Europas bedste seismologer

Inge Lehmanns arbejde ved Gradmålingen åbner hendes øjne for, at man via seismologiske målinger af jordskælv, eksplosioner og andre rystelser i Jorden kan indhente oplysninger om Jordens indre.

Det vækker hendes interesse, og hun begynder at opsøge nogle af verdens bedste seismologer, blandt andet Beno Gutenberg som bliver hendes læremester.

Inge Lehmann rejser rundt i Europa og besøger nogle af kontinentets vigtigste seismologer og geofysikere, og "overalt blev jeg modtaget meget venligt og fik mange informationer," skriver hun senere.

Hun opholder sig blandt andet en hel måned hos Gutenberg i Darmstad i Tyskland, og han bliver efterfølgende tillige hende gode ven: "Med stor venlighed vejledte han mig fortræffeligt i studierne," fortæller hun om ham.

I 1927 deltager Inge Lehmann i et møde i Prag for The International Geodetic and Geophysical Union - også selv om "det ikke var sædvanligt for en person i min position," mindes hun mange år senere som 99-årig i 1987 i Seismology in the Days of Old. 

Blandt deltagerne på mødet er Beno Gutenberg og den indflydelsesrige seismolog Harold Jeffreys, og en af de ting, der i høj grad bliver diskuteret, er målingen af rejsetiden for seismiske bølger på deres vej igennem Jordens indre.

Inge Lehmann får et givtigt og langvarigt venskab med begge de to berømte forskere, og de genoptager netop denne diskussion mange gange.

Inge Lehmann har ingen erfaring med seismologi, da hun bliver ansat hos Gradmålingen i 1925, men hun kommer hurtigt efter det, og det viser sig også snart, at hun har en ganske særlig fornemmelse for jordskælv.

Statsgeodæt med særlige evner

I 1928 bliver Inge Lehmann uddannet mag.scient. i geodæsi, og samme år bliver hun - højst usædvanligt for en kvinde på den tid - udnævnt til statsgeodæt hos Gradmålingen, der bliver nyindviet som 'Geodætisk Institut' samme år. 

Jobbet som statsgeodæt beholder hun indtil sin pension i 1953.

Som statsgeodæt er det Inge Lehmanns ansvar, at stationerne i København, Ivigtut og Scoresundby i Grønland fungerer, og at instrumenterne i København er korrekt justerede - men især stationen i Scoresundby volder problemer, for ingen gider rigtig bo i byen, hvor den eneste transportmulighed er båden, der ankommer én gang om året.

Klarer det selv

Inge Lehmann har desuden ansvar for at fortolke og offentliggøre de seismogrammer, der kommer fra stationerne, og selv om ingen i virkeligheden forventer forskning fra hendes hånd, gør hun det alligevel - i sin fritid.

I perioder har hun assistenter tilknyttet, men oftest er der ingen - heller ikke til kontorarbejdet - og hun må klare det meste selv.

Hendes særlige evner gør hende snart til en højt respekteret person blandt andre videnskabsmænd - hun bliver valgt til bestyrelser og korresponderer med de bedste forskere i hele verden.

Inge Lehmann blev allerede på dette tidspunkt kendt som en lidt usædvanlig seismolog, og hendes metode blev beskrevet som særligt visuel, kreativ og intuitiv i modsætning til mange af hendes mandlige kolleger, der i højere grad benyttede sig af 'gemen databehandling'.

Der er dog ingen tvivl om, at hvis ikke Inge Lehmann havde mestret den hårde matematik og geofysik, så ville hun aldrig have opnået de resultater, som hun gjorde.