Efter pensionen

Da hun er blevet pensioneret i 1953, bliver Inge Lehmann på det nærmeste endnu mere aktiv, og hun begynder regelmæssigt at besøge USA og Canada og arbejde på de mest berømte forskningsinstitutioner i verden.

Her får hun mulighed for at bearbejde signaler fra underjordiske atomprøvesprængninger og for at lave beregninger på nyudviklede elektroniske regnemaskiner.

I 1960 er der et jordskælv i Chile, der dræber 5700 mennesker, og som er så voldsomt, at det giver nye seismiske informationer om Jordens indre. Sammen med analyser af andre jordskælv bekræfter det Inge Lehmanns hypotese om Jordens indre kerne, der nu går fra at være en tese til at være et alment accepteret faktum. 

Det betyder samtidig, at Inge Lehmanns berømmelse stiger, og det begynder for alvor at gå op  for det videnskabelige samfund, hvor betydningsfuld den beskedne artikel P' fra 1936 havde været.

'Lehmann-diskontinuiteten'

Op igennem 1960’erne modtager hun et væld af internationale æresbevisninger, men hun bliver stadig ikke bemærket meget i sit hjemland, Danmark.

Efter sin pension går hun bort fra at beskæftige sig med Jordens kerne og begynder i stedet at undersøge Jordens øvre kappe.

I begyndelsen undersøger hun først og fremmest nordamerikanske jordskælv, men den kolde krig har også sine fordele, og efterhånden bliver det muligt for hende i stedet at tage udgangspunkt i atomprøvesprængninger.

Hun opdager for eksempel en såkaldt 'diskontinuitet' i studiet af P-bølgerne i omkring 220 kilometers dybde. Dette bliver senere kendt som 'Lehmann-diskontinuiteten'.

I 1956 skriver hun artiklen Danske Jordskælv, hvor hun samler de tilgængelige oplysninger om alle danske jordskælv siden år 1073.

Endelig guldmedalje

I januar 1962 skriver hendes gode ven, geofysikeren Harold Jeffreys, til Niels Bohr og giver udtryk for sin undren over, at Inge Lehmann ikke har modtaget æresbevisninger i sit eget land, hvorefter han opfordrer Bohr til at gøre noget ved det.

Niels Bohr synes tilsyneladende, at opfordringen er rimelig, for i hvert fald skriver han videre til Niels E. Nørlund fra Geodætisk Institut, hvor Inge Lehmann var ansat i mange år, og Nørlund foreslår, at Lehmann bliver indstillet til Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskabs guldmedalje. Den modtager hun i 1965 – men som sagt på opfordring fra udlandet.

Hun fortsætter desuden samarbejdet med doktor Maurice Ewing fra Lamont Geological Observatory om at undersøge rystelser fra atom-eksplosioner, og han udtaler senere om hende:

”Hendes arbejde med atomprøve-sprængninger var vigtigt, ikke så meget fordi hun fandt noget nyt, men fordi hendes statur og hendes integritet gav respektabilitet og troværdighed til de, hvis studier hun viste interesse." 

En uvurderlig ressource

Atmosfæren kan ikke undgå at blive delvist politisk, men Inge Lehmann er uangribelig:

"Dette var ikke et uvæsentligt punkt i den delvist politiske – modsat rent videnskabelige – atmosfære i den tid hvor atomprøvesprængningerne var et varmt politisk emne. Mindre kendte seismologer kunne mistænkes for at støtte et bestemt politisk synspunkt,” fortæller Maurice Ewing. 

Bruce Bolt, der er professor i seismologi ved University of California, Berkeley, vurderer senere, at amerikanerne i 1960'erne anser Inge Lehmann for at være en uvurderlig ressource - blandt andet til udvikling af højt specialiserede og standardiserede seismografer over hele verden.

Ingen kan måle sig med hende, mener de.