Inge Lehmann og Jordens indre

Danmarks førende Mars-forsker, geofysikeren Jens Martin Knudsen (1930-2005), nævnte ofte Inge Lehmann som en af landets bedste videnskabsmænd sammen med Tycho Brahe, Ole Rømer, H.C. Ørsted og Niels Bohr, men alligevel er det de færreste, der har hørt om hende i dag.

Med Bjarne Kousholts biografi, Inge Lehmann og Jordens kerne (2005), som en bemærkelsesværdig undtagelse er der også kun udkommet ganske få artikler og bøger om den store danske kvinde.

Miskendt geni i Danmark

Men i udlandet, og specielt USA, er det anderledes, og især efter sin pension samarbejder Inge Lehmann med nogle af tidens største seismologer og andre geofysikere, blandt andet Beno Gutenberg, Harold Jeffreys og Maurice Ewing, i det Weekendavisen senere har kaldt hendes 'amerikanske slæng'.

Det finder hun ud af via sine enestående analyser af seismogrammer, og hendes metode er senere blevet beskrevet som "sort magi, som ingen computer kan eftergøre." 

Inge Lehmann bliver berømt i hele verden, fordi hun er den første, der opdager, at Jordens kerne ikke er flydende som hidtil antaget men i stedet må bestå af et forholdsvist fast materiale.

Et intelligent og svageligt barn

Inge Lehmann bliver født i 1888 - året efter at forældrene var blevet gift. Hun får en lillesøster, Harriet, som senere bliver skuespiller, og familien bor hele hendes barndom på Kastelsvej på Østerbro i København. 

Inge Lehmann er et usædvanligt velbegavet og videbegærligt menneske, og allerede som barn er hendes drift først og fremmest rettet mod kundskab, som hendes forældre også må sande, da de efter et skolebal finder den 11-årige Inge sammen med nogle ældre drenge - i fuld gang med at løse andengradsligninger.

Men den lille Inge er også et svageligt barn, og da en engageret matematiklærer forsøger at udfordre hende ved at give hende ekstra opgaver, protesterer forældrene, fordi de er bange for, at hun vil overanstrenge sig med alle sine studier. 

"Man kunne nok ikke forvente af dem, at de ville forstå, at jeg kunne have været stærkere, hvis jeg ikke havde kedet mig sådan i skolen," skriver Inge Lehmann senere om forældrene.

Faderen, den berømte psykolog Alfred Lehmann, bliver manden, der indfører den såkaldte 'eksperimentalpsykologi' i Danmark, og han bliver udnævnt til professor i psykologi ved Københavns Universitet i 1919.

På rette hylde

Han er Inges forbillede, og han beskæftiger sig helst med den 'eksakte naturvidenskab' - også i sine psykologiske studier.

Han skriver for eksempel bogen Overtro og Trolddom, der kaster et kritisk blik på tidens populære luner inden for spiritisme og andre såkaldte 'overnaturlige' fænomener, og den er senest blevet genudgivet af Thaning & Appel i 1999. 

Alfred Lehmann tror fuldt og fast på, at det er muligt at identificere alle menneskers styrker og svagheder og dermed placere dem på rette hylde - en tankegang som man også genfinder i nutidens personligheds-analyser, som bruges til at placere mennesker i en organisation eller en virksomhed i overensstemmelse med deres personlighed.

Inge beskriver selv faderen som en meget arbejdsom person, der sjældent var hjemme ved sin familie, og det er tydeligt, at hun beundrer hans dedikation til sit fag.

Ingen forskel på drenge og piger

Inge Lehmann går på 'H. Adlers Fællesskole'. H'et står for Hanna, og hun er den karismatiske rektor for skolen, der efter amerikansk forbillede behandler eleverne som individer og uden at gøre forskel på piger og drenge.

Drengene skal deltage i madlavning og syning på lige fod med pigerne, som til gengæld spiller entusiastisk med i de fælles fodboldkampe. 

Mange år senere - i 1947 - skriver Inge Lehmann nekrologen for Hanna Adler, og det er tydeligt ud fra den indfølende tekst, at den progressive, kvindelige skoleleder havde været en stor inspiration for den spirende videnskabskvinde.

Frisk luft i skolen

”Nu bagefter ved vi, at der var en usædvanlig frisk luft i skolen – ikke blot på grund af åbne vinduer og frikvarter hver halve time. Der var ingen unødig tvang, og vi slap for at blive belemret med de fordomme, hvormed mennesker gør livet vanskeligt for hinanden. Vi voksede op drenge og piger sammen, omtrent i lige tal. Vi var en broget flok, individuelt forskellige; men skillelinier efter køn, race eller sociale forhold eksisterede ikke for os,” skriver Inge Lehmann i nekrologen.

Senere i livet udtaler hun dog, at det også havde givet anledning til skuffelser for hende, da hun blev ældre, blandt andet som studerende på Cambridge University, hvor de kvindelige studerende var underlagt strengere regler end de mandlige: 

”Ingen forskel mellem drengenes og pigernes intellekt blev anerkendt [på H. Adlers Fællesskole], en kendsgerning der gav nogle skuffelser senere i livet, da jeg måtte indse, at dette ikke var den gængse opfattelse,” fortæller hun. 

I 1943 under 2. Verdenskrig bliver den 84-årige Hanna Adler, der er jøde, interneret i Horserødlejren. Det får 400 af hendes tidligere elever fra Fællesskolen, og deriblandt Inge Lehmann, til at henvende sig skriftligt til den tyske rigsbefuldmægtiget i Danmark, Werner Best, for at overtale ham til at løslade hende igen.

Det lykkes også, og hun dør i frihed få år senere.