Ophavsmanden bag dansk Mars-forskning

Hans forskerkolleger husker ham først og fremmest for hans enorme bidrag til dansk Mars-forskning, men også som en yderst beskeden person. Det var hans gode idéer, der knyttede Danmark til den amerikanske rumfartsorganisation NASA, første gang i forbindelse med Pathfinder-missionen til Mars i 1997.

Han brændte igennem i sin formidling både i forhold til sin forskning hos NASA, ved internationale konferencer og herhjemme i Danmark - og der findes i dag flere små hjemmesider, der er dedikeret til Jens Martin Knudsen-citater. Folk hørte efter, når Jens Martin talte, og man fornemmede tydeligt hans entusiasme - han var i den grad en ildsjæl.

Jens Martin Knudsen satte Danmark på verdenskortet i international planetforskning i det 20. århundrede. Han talte ofte om at høre "musikken i fysikken", og han spillede selv som en ægte virtuos på alle fysikkens strenge.    

Hvor kommer alt det vand fra?

Barndomshjemmet, hvor Jens Martin blev født i oktober 1930, lå i Haurum ved Silkeborg, tæt på skov og vand. Hjemmet var strengt, »Ordet pligt var det ord, der blev hyppigst anvendt i mit hjem«, fortæller han til Politiken, men udenfor herskede den totale frihed i legene med de andre børn, og her blev hans interesse for naturvidenskab vakt.

»Min sådan virkelig første undren var, da jeg var 11-12 år. Altså, der løber en å tæt ved Haurum. Granslev Å. Og den var simpelt hen fyldt med ørreder. Jeg spekulerede tit på, hvordan pokker de kunne være der alle sammen. Og der kan jeg huske, at vi begyndte at diskutere, mens vi stod og fiskede, hvordan den å kunne blive ved med at løbe. Hvor kommer alt det vand fra?!,« fortæller Jens Martin Knudsen.

Mormoderen var meget dygtig til matematik, og måske var det med hende som  inspiration, at alle købmandens tre sønner endte med at blive fysikere. 

Efter folkeskolen blev Jens Martin Knudsen først postbud i et par år, inden han tog turen ind til Silkeborg, hvor han blev uddannet folkeskolelærer. Videbegærligheden og lysten til at grave dybere fik ham til at flytte til København for at tage på studenterkursus og derefter studere fysik på Niels Bohr Institutet ved Københavns Universitet.

Professor Højgaard på instituttet lagde specielt mærke til den begavede Jens Martin Knudsen og anbefalede ham til et toårigt ophold på M.I.T., Massachusetts Institute of Technology, i USA i perioden 1962 - 1964.

Her stiftede han bekendtskab med en dengang helt ny teknik: Mössbauer-spektroskopi, som er en metode til at måle blandt andet magnetiske og krystallografiske egenskaber af faste stoffer.

Herefter vendte han hjem til Københavns Universitet til en lektorstilling på Niels Bohr Institutet.

Naturvidenskaben og retfærdighed

Jens Martin Knudsen var en ildsjæl, der helt og fuldt brændte for de tanker og ideer, han mente var rigtige. Som ung lektor mente Jens Martin, at den vigtigste opgave, han kunne udføre, var at yde en indsats i U-lande ved at hjælpe dem i gang med at etablere en naturvidenskabelig uddannelse på universitetsplan.

»Jeg tror, at der er en dyb sammenhæng mellem eftersøgningen af sandheden om universet og så økonomisk fremgang. Alle fremskridt i menneskets historie er skabt ved løsning af konkrete problemer. Der opstår altid en strøm af teknologiske landvindinger. Computeren har sit udspring i Apollo-projektet,« fortalte han til Politiken mange år senere, da han blev spurgt til, hvordan naturvidenskaben kan hjælpe de fattigste mennesker i verden.  

Samtidig var han præget af en stærk retfærdighedssans, der blandt andet kom til udtryk ved det, at han altid tog parti for de svage og de undertrykte. Han havde stor forståelse for og medfølelse med de unge mænd, der var vildfarede og kæmpede på den forkerte side under anden verdenskrig, og han talte ofte om den danske forsker Inge Lehmann og den uretfærdighed, der var overgået hende i form af manglende anerkendelse - fordi hun var kvinde, mente han.

Her blev erfaringen fra MIT nyttig: Mössbauerspektroskopi var som nævnt et nyt felt og er kendetegnet ved, at det er en relativt billig og overkommelig teknik, som kan anvendes på mange forskellige problemstillinger. 

Jens Martin Knudsens sociale engagement førte ham og hans kone, Anne, et par år til Tyrkiet, hvor han underviste i fysik på universitetet i Ankara i perioden 1966 - 1967, og derefter cirka fire år til Brasilien (1969-1973).

Det gjorde teknikken ideel til brug i udviklingslande, og Jens Martin Knudsens arbejdede blandt andet med at bidrage til etableringen af en Mössbauer-gruppe i Brasilien.

I 1973 vendte Jens Martin Knudsen hjem til København - dog med et stort ønske om at fortsætte ulandsarbejdet - blandt andet via et Danida-projekt, hvor han skulle være med til at oprette et fysikinstitut i Costa Rica. Det viste sig dog i sidste øjeblik at blive aflyst, og nærmest ved et tilfælde kastede Knudsen sig i stedet over meteoritterne.

Tryllebandt sine tilhørere

Som underviser var Jens Martin Knudsen en legende. Han besad i sin undervisning og i sin formidling den uhyre sjældne evne at kunne tryllebinde sine tilhørere, uanset hvilket emne han talte om.

Jens Martin brugte ofte at sætte tingene lidt på spidsen for at gøre sin pointe helt klar: Han fortalte, at hvis han skulle skrive en ny Danmarkshistorie, ville den komme til at indeholde fire kapitler, ét om hver af følgende personer: Tycho Brahe, Ole Rømer, H.C. Ørsted og Niels Bohr. Resten af Danmarks historie ville være at betragte som ubetydelige fodnoter.

Disse fire personer vil blive husket så længe civilisationen varer. De har gennem deres forskning skabt den egentlige baggrund for Danmarks velstand. Desuden var deres arbejde med til at frigøre Europas intellektuelle liv fra snærende bånd skabt for eksempel af kirke og statsmagt.