Mere viden om iskappers kompleksitet skal forbedre beregninger af fremtidens vandstandsstigninger

Der er i dag stor usikkerhed om, hvor meget vandet i verdenshavene kommer til at stige i fremtiden. Det gælder både på den korte og på den lange bane.

Usikkerheden er problematisk, idet regeringer i hele verden er nødt til at forberede sig på, at verdenshavene stiger – men hvad skal de forbedrede sig på?

Som tingene ser ud i dag, er de modeller, som bruges til at regne på fremtidens vandstandsstigninger, mangelfulde. Det gælder især bidraget fra verdens store iskapper i Grønland og på Antarktis.

Novo Nordisk Fonden har netop uddelt to bevillinger på i alt 78,8 mio. kr., der begge vil gøre det muligt at lave mere præcise modeller af iskapperne og deres bidrag til vandstandsstigninger. Begge bevillinger er uddelt gennem fondens omfattende Challenge Programme. Den ene bevillingsmodtager er professor Christine Schøtt Hvidberg fra Niels Bohr Institutet ved Københavns Universitet, som modtager knap 42 mio. kr.

Med bevillingen skal Christine Schøtt Hvidberg med hendes hold af forskerkollegaer mindske usikkerheden i modelfremskrivningerne, så det kommer til at stå mere klart, om vandstanden i verdenshavene kommer til at stige 30 centimeter eller over 100 centimeter i år 2100.

»De modeller, som vi benytter i dag, er for simple og har store usikkerheder. De er ikke tidssvarende, og de mangler at tage en masse dynamikker og mekanismer i iskapperne i betragtning. Derfor er det heller ikke til at forudsige præcist, hvor meget temperaturen skal stige, før vi for eksempel oplever katastrofescenariet, som er et decideret iskappekollaps,« fortæller Christine Schøtt Hvidberg.

Iskapper er ikke bare store blokke af is

De nuværende iskappemodeller tager i store træk ikke i betragtning, at iskapperne er mere end bare store klumper af is.

Iskapperne er dynamiske med varierende materialeegenskaber og kan blandt andet være både porøse eller massive.

Iskapperne indeholder også store spalter og sprækker, der har betydning for, hvordan de glider over klippebunden, og om de kan brække af og flyde til havs, og hvor hurtigt de smelter. Frygten er blandt andet, at enorme stykker af Antarktis kan brække af, smelte og give en pludselig stor vandstandsstigning.

Når klimaet i fremtiden bliver varmere og mere ekstremt, kan disse varierende materialeegenskaber få større betydning for, hvor hurtigt verdens iskapper forsvinder og bliver til vand og dermed vandstandsstigninger.

»Iskappen i Grønland kan også trække sig tilbage bag nogle bjergtoppe, hvilket kan få betydning for, hvor hurtigt den smelter, mens varmere klima betyder mere nedbør og derfor også potentiale for mere snefald. Det kræver nogle mere avancerede modeller end de nuværende, hvis vi skal kunne beregne effekten af de her dynamikker og deres betydning for vandstanden i verdenshavene,« forklarer Christine Schøtt Hvidberg.

Indsamler selv nye data

I det seksårige forskningsprojekt skal forskerne udvikle og forbedre modeller for iskappernes bidrag til vandstanden i verdenshavene.

Det skal de gøre med allerede eksisterende data, men også med indsamling af egne data fra blandt andet overvågning af iskappernes bevægelser og nedbørsmængder. Det skal ske ved hjælp af både satellitter og feltarbejde i Grønland.

Derfor har det også været nødvendigt for Christine Schøtt Hvidberg at samle et hold af forskere med mange forskellige kompetencer. Det inkluderer både iskappeforskere, eksperter inden for teoretiske flydemodeller, eksperter inden for klimamodellering, statistikere og forskere inden for kunstig intelligens. Ud over forskerne fra Københavns Universitet består forskerholdet også af forskere fra Danmarks Meteorologiske Institut og Northumbria University i Newcastle, Storbritannien.

»Vores projekt er unikt, fordi vi dækker hele fødekæden fra indsamling af data og overvågning af iskapperne til teoretisk modellering. Endemålet er, at vi kan komme med nogle mere robuste havniveauprognoser, hvor der også tages højde for blandt andet risikoen for et pludselig iskappekollaps, iskappeinstabiliter og betydning af kontakten mellem iskapperne og havet samt atmosfæren,« siger Christine Schøtt Hvidberg.