Days of Old
Igennem sit liv opnår Inge Lehmann at blive en helt central figur inden for international geofysik og seismologi, og kort sin død, siger hun selv, at hun har haft et liv med "mange sejre og gode minder".
Da Inge Lehmann bliver ansat som Niels E. Nørlunds assistent ved Den Danske Gradmåling i 1925, regner ingen med forskning fra hendes hånd.
Men på trods af at det ikke er udgivelser og artikler, hun fokuserer på igennem sit lange forskerliv, så ender hun dog alligevel med at få udgivet 58 publikationer – og over halvdelen af dem er fra tiden efter pensionen i starten af 1950'erne.
Den sidste rejse
Da hun modtager den prestigefulde Bowie-medalje i 1971, udtaler professor Francis Birch da også drillende:
"Siden sin pension fra Geodætisk Institut har Dr. Lehmann øget sin udgivelsesrate, hvilket jo også er forståeligt, når man tænker på, at hun ikke længere skal bekymre sig om at holde en person på posten i Scoresundby!"
Men selv for den aktive Lehmann begynder alderen at trykke, og hun besøger det geologiske observatorium i Lamont, New York, for sidste gang i 1971.
"Hun var ikke nem"
Forfatteren til biografien Inge Lehmann og Jordens Kerne (2005), Bjarne Kousholt, har i forbindelse med sit arbejde med bogen interviewet folk, der kendte Inge Lehmann, og de siger samstemmende: "Hun var ikke nem!"
Hans karakteristik af hende lyder: ”Hun var nærtagende, nem at fornærme og hendes selvironi kunne ligge på et meget lille sted.”
Men hun er også kendetegnet ved sit utrolige energiniveau – selv i en høj alder.
Som 99-årig i 1987 skriver hun for eksempel på opfordring sit sidste værk, Seismology in the Days of Old, der kan beskrives som en kortere udgave af P’.
Fordi hun var kvinde
Både i sin samtid og sin eftertid er Inge Lehmann især blevet kendt for det, der blev opfattet som hendes noget 'specielle' metode til aflæsning af seismogrammer.
Den var nærmest 'intuitiv' og ligesom 'sort magi', sagde man, men professor i geofysik fra Niels Bohr Institutet Klaus Mosegaard mener, at det er at undervurdere hende.
"Jeg tror, det er fordi, at hun var kvinde, at man sagde sådan. Man havde nok svært ved at tro på, at hun kunne være lige så god til skarp rationel og matematisk tænkning som mænd, og så måtte man prøve at bortforklare det på den måde," vurderer Klaus Mosegaard.
"Når jeg ser på det arbejde, hun udførte, så er der intet specielt 'kvindeligt' eller 'intuitivt' i hendes metode. Hun gjorde det bare bedre end de fleste andre, og det var der nok nogle mænd, der havde svært ved at acceptere," tilføjer han.
Men set i forhold til sit enorme bidrag til international seismologi og geofysik, så får hun ikke udgivet specielt mange artikler i løbet af sit lange liv. Da hun stopper på Geodætisk Institut i 1953, gør hun heller ikke meget for at give sine kundskaber videre til sin efterkommer.
"Et langt, rigt og tilfredsstillende liv"
Det samme kan siges om hendes liv i det hele taget, og en del viden går på den måde tabt med Inge Lehmann, da hun dør i starten af 1990'erne.
"Det er en stor skam, at der ikke blev udfoldet større bestræbelser på at overtale hende til - mere detaljeret - at skrive sine erindringer ...
Bruce Bolt, professor i seismologi, 1997
Inden da - i 1988, da hun runder de 100 år - bliver der holdt en reception for Inge Lehmann på Geodætisk Institut med deltagelse fra nogle af de bedste forskere og professorer i geofysik fra begge sider af Atlanten.
Der bliver i den forbindelse holdt mange taler om hendes bedrifter og om hendes rolle som forsker og videnskabspioner, og senere kan hun godt lide at sidde og lytte til båndoptagelser af talerne ...
Da hun er indlagt på hospitalet i den sidste tid, udtaler hun til sin nevø Niels Groes: ”Jeg har ligget og tænkt på mit liv. Det har været et langt, rigt og tilfredsstillende liv, med mange sejre og gode minder.”
Hun dør 21. februar i 1993, 104 år gammel. Hendes formue bliver givet til en fond, der administreres af Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab, og som hvert år uddeles skiftevist til en psykolog (til ære for hendes far) og til en geofysiker.
Efterspil
Inge Lehmann ligger i dag på Hørsholm kirkegård, begravet under en lille, undseelig sten og naturligvis ved siden af sin far, Alfred Lehmann.
I 1996 opretter The American Geophysical Union den såkaldte 'Inge Lehmann-medalje', der uddeles i ulige år og gives for ”enestående bidrag til forståelsen af strukturen, sammensætningen og/eller dynamikken af Jordens kappe og kerne”.
Inge Lehmann var æresdoktor ved Columbia University, New York, og ved Københavns Universitet. Hun endte med at modtage talrige internationale æresbevisninger sent i livet.
Læs mere om geofysik:
- Se Niels Bohr Institutets hjemmeside for Is, Klima og Geofysik