Grønland 1947
Willi Dansgaard slår for alvor sit navn fast i forskningskredse i slutningen af 1960'erne, da han klimaanalyserer en iskerne fra Grønland, men hans livslange interesse for det sneklædte land bliver allerede vakt mange år tidligere, da han besøger stedet for første gang. Efter sin eksamen i maj 1947 bliver han tilbudt en stilling på Meteorologisk Institut og muligheden for at blive udstationeret i Godhavn.
Med kurs mod Godhavn
Allerede fire måneder senere, i september 1947, er den nu 25-årige Willi Dansgaard sammen med sin 19-årige hustru Inge på vej af sted til Magnetisk Observatorium i byen Godhavn i Diskobugten på Grønlands vestkyst, hvor Meteorologisk Institut siden midten af 1920’erne havde studeret den magnetiske uro, som Solen skaber på Jordens overflade. Rejsen foregår via skib, og Inge beskriver levende i sin dagbog, hvordan søsygen følger dem på sejlturen.
Godhavn, hvor observatoriet er placeret, er en ikke helt lille by i grønlandsk sammenhæng med 400 indbyggere, en kirke, en avis, en butik og et lille hospital, der bestyres af sygeplejersken, eftersom den nærmeste læge er et døgns slæderejse væk.
Butikken kan skaffe alt, hvad hjertet kan begære, ”hvis man havde husket at sende det op, og hvis det ikke var blevet losset i en gal havn, og hvis det ikke var blevet ødelagt undervejs, og hvis, og hvis…” skriver Dansgaard.
”I lange perioder levede vi af chokolade”
Da de endelig efter 21 dage ankommer til Godhavn, viser det sig imidlertid, at det ikke er alle materialerne til det hus, de skal bo i, som er kommet med. Derfor må de flytte midlertidigt ind til en anden dansk familie i den fremmede by, indtil forsyningerne kommer frem, og huset kan blive bygget.
Ulykkeligvis brænder deres nye hjem ned til grunden bare to uger efter, huset står færdig, og de må flytte igen og leve af de forsyninger, der stadig er tilbage i byens butik – blandt andet rugbrød, gryn og chokolade. ”I lange perioder levede vi af chokolade i et omfang, der gjorde, at i hvert fald jeg ikke kunne tåle at se det stads i årevis derefter,” fortæller Dansgaard.
De får ikke benene under eget bord før midt i maj 1948.
Aftenerne tilbringer de med at læse. ”Hver aften læste Willi højt af en god bog, mens jeg syede på de mange ting, jeg havde i gang. Bøgerne lånte vi på biblioteket eller af Fogeden, og det var meget hyggeligt. Vi groede godt sammen i den tid,” skriver Inge i sin dagbog. Dagene går derimod med arbejde og deres nye store hobby, nemlig slædekørsel.
Magnetisk uro
På observatoriet er Dansgaard travlt beskæftiget med at indsamle data om de magnetfelter eller ”magnetisk uro”, som Solen skaber især i polaregne. ”Hvis en geolog skal bruge magnetiske målinger for at studere de omgivende bjergarter, må han ”rense” sine måletal for tilfældig magnetisk uro. Det kan han gøre ved hjælp af Godhavn-registreringerne,” forklarer han. Men det kræver naturligvis, at man kan stole på, at uroen er den samme som i Godhavn ...
Arbejdet på observatoriet forløber planmæssigt, indtil en dag i maj 1948 hvor familiens ”kivfak” eller tjenestepige, Salomine, kommer til at vælte og ødelægge et instrument og på den måde sender familien på en mindre rejse til Qudligssat for at få det repareret. Den syvende juni er de tilbage i Godhavn, hvor de tilbringer sommeren, inden deres planlagte hjemrejse.
Da alt er pakket ned i Godhavn, stiger Willi og Inge altså om bord på M/S Disko for at foretage en lille rundrejse i Diskobugten, hvor Dansgaard skal måle magnetisk uro forskellige steder.I løbet af sit ophold diskuterer Willi Dansgaard mange gange med sine kolleger, hvorvidt måletallene fra Godhavn kan siges at være repræsentative, eller om de nærmere skal ses som et lokalt fænomen, og da tiden nærmer sig for familiens hjemrejse, tilbyder han at undersøge sagen nærmere.
Den lille ekspedition bliver en succes, og det viser sig, at målingerne fra Godhavn faktisk ikke er repræsentative for andet end et meget begrænset geografisk område. Dansgaard glæder sig til at fremlægge disse sine første rigtige geofysiske forskningsresultater på instituttet, når han kommer hjem til København, men til sin store skuffelse bliver han mødt med en total mangel på interesse fra instituttets leder.
”fra det øjeblik efter min hjemkomst i 1948 var jeg klar over, at mine dage ved Meteorologisk Institut var talte, og jeg begyndte igen at komme på Biofysisk Laboratorium, hvor jeg havde befundet mig så godt,” fortæller han.
Den første bil i Godhavn
”Om aftenen kom historiens første bil til kolonien med ”Nordlyset”. Den skulle bruges til at køre grus og sten til radiostationen. Godhavnerne havde aldrig set en bil før – hverken de ældste eller de yngste. De var på silamutten allesammen – hele Godhavn stod på en sten og strakte hals og gjorde store øjne.
Lastbilen blev hejst i land. Så stod den der. Brum-brumme-rummm-mm kr-r-r og så drønede den af sted, som om den havde hundrede hunde spændt for – 100 vilde hunde. Og Godhavn jublede.
Pokker tog ved unge og gamle, store og små – de fór af sted efter vidunderet, der drønede hen ad den dårlige vej. De var ikke bange, forsøgte at springe på fra siden, som de rutinemæssigt springer på en slæde i fart, men blev hængende på skærme og reservehjul.
Inde i styrhuset sad arkitekt Grøndal-Olsen og satte gas på dyret for at vise grønlænderne civilisationen i al dens magt og vælde. Da bilen standsede ved assistentboligen, og alle havde ladet sig overbevise om, at køretøjet var større og stærkere end den bedste hundeslæde, skete katastrofen: Gassen sivede ud af ringene. Dyret sank stille ned på haserne og lagde sig til hvile midt på vejen. Dessa. Det var aldrig sket med hundene. Sådan kom ”civilisationen” til Godhavn."
- Fra Willi Dansgaards selvbiografi, Grønland i Istid og Nutid, 2000.