Fyrtårne på stribe - Monica maler Bohr

Portrætserien begyndte med Picasso, og senere fulgte så forskellige personligheder som Nelson Mandela, Golda Meir, Albert Einstein og Kim Larsen m.fl. efter – alle fyrtårne der har inspireret og gjort en forskel i hendes liv.

At hun nu har valgt at portrættere Bohr, det er der en helt særlig grund til, for Bohr-familien var mere end blot en nabo, det var også hendes andet hjem.

Fra journalist til underdirektør til kunstner

Hun er måske mest kendt som tidligere DR-journalist ved TV-Avisen indtil slutfirserne, hvor hun tonede frem på skærmen i en årrække som ansigtet bag de daglige nyheder til familien Danmark, og senere som informationschef og underdirektør hos Carlsberg-koncernen, hvor hun stoppede i 1997 for at hellige sig hendes store passion, kunst og design.

Måske ikke en beslutning, der ville falde let for de fleste - at forlade så høj en stilling og trygheden til en usikker fremtid som udøvende kunstner.

"Det gælder om ikke at udsætte det man inderst inde brænder for, " siger Monica Ritterband, som selv har taget konsekvensen af sine ord. Hun tog springet, og har ikke fortrudt det.

Datter af en fotograf og en forretningsmand

Monica Ritterband er født i 1955. Hun er datter af Olly og Daniel Ritterband. Moderen var fotograf og kunstner, faderen var forretningsmand.

I hele sin barndom boede familien i en villa ved siden af Aage og Marietta Bohr og deres tre børn - Vilhelm, Tomas og Margrethe Paula Bohr, som Monica var veninde med.

Hun kravlede gennem hullet i hækken, og var Margrethe Paula ikke hjemme, så kunne hun altid sidde i køkkenet sammen med Marietta og tegne og male, og hvis Marietta  så heller ikke var hjemme, så sneg hun sig ind i Aages arbejdsværelse, hvor hun fik lov til at være hvis hun kunne være stille.

Det var hun, for hun elskede at være i deres selskab, hvor der altid var en fredfyldt stemning, modsat derhjemme, hvor bølgerne nogle gange godt kunne gå højt.

Mit andet hjem på den anden side af hækken

"Jeg elskede Bohr familien. Jeg følte mig hos dem altid værdsat og velkommen. Og i mange år ønskede jeg i al hemmelighed at bytte min egen meget mere ustabile og temperamentsfulde familie ud med deres", siger Monica og fortæller om sin proces med at male Aage og Niels Bohr "

Jeg malede først Aage, jeg ville male ham nøjagtig i den alder, han havde da jeg kom i deres hjem. Og mens hans ansigt fremstod tydeligere og tydeligere på lærredet, så genoplevede jeg hans latter, hans varme og mildhed. Han talte altid så respektfuldt til os børn. Vi var hele mennesker i hans øjne.

Det var med bæven jeg fremviste et fotografi af maleriet til hans børn, så de ham mon ligesom jeg? Datteren skrev umiddelbart til mig, at “det er som at se min far igen”. Intet kunne have gjort mig lykkeligere".

Monica fortæller videre "Engang havde mine forældre fortalt mig, at Aage havde koden på en atombombe, ligesom sin far, Niels Bohr. Det tænkte jeg meget over som lille pige. Jeg husker en dag hvor jeg sad og tegnede ved Aages skrivebord. Jeg var vel seks-syv år.

Jeg sad der på stolen med mine ben dinglende i luften. Aage sad over for mig med brillerne langt ude på næsen. Jeg tror, jeg sad lidt uroligt, for han kiggede op. Smilede venligt. Og så tog jeg mig sammen.

”Er det rigtigt, at du kan lave en atombombe?” Aage lagde brillerne på bordet og hovedet lidt på skrå. ”Hvis du lover mig ikke at sige det til et eneste menneske, så skal jeg fortælle dig en hemmelighed. Kan du love mig det?”

Jeg nikkede dybt og med stor alvor. ”Se dér.” Han pegede på det store hjørneskab, som jeg engang havde set ham stå inde i. ”Dér har jeg bomben. Nu ved du det.”

Han klukkede. Jeg var stor i hovedet. Jeg var meget stolt. Sikke en hemmelighed.

Jeg holdt den i flere dage, og så kunne jeg ikke længere, men brast ud med det over middagsmaden til mine forældre, som lo og lo."

Udtalelser fra Aage Bohrs sønner

"Du har virkeligt fremstillet nogle dejlige portrætter, det udtrykker dem begge på en fin og nærværende måde." Professor Vilhelm Bohr

"Det er blevet nogle meget levende portrætter, som giver mig en varm og nær oplevelse af dem begge. De fremhæver nogle af deres bedste sider, og samtidig den enorme forskel, der var på dem.” Professor Tomas Bohr.