Hvis Den nye kunsthistorie i 1970’erne så tilbage på og sammenlignede sig med kunsthistoriske analyser og praksisser i mellemkrigstiden, der på forskellig vis var rundet af periodens voldsomme politiske konflikter og nærheden af en revolutionær proletarisk offensiv, hvad ser vi så, hvis vi sammenligner situationen for den kunsthistoriske disciplin i dag med 1970’erne? Som i 1970’erne er samtiden kendetegnet ved kriser, der på forskellig vis stiller spørgsmålstegn ved overleverede måde at praktisere kunsthistorie på, men forbindelsen mellem den kunsthistoriske analyse og andre politiske kampe giver ikke længere sig selv.